Torsdag 28. og fredag 29. november holder toget i Skanderborg, når det klargøres til det natlige arbejde. PR foto

Torsdag 28. og fredag 29. november holder toget i Skanderborg, når det klargøres til det natlige arbejde. PR foto

Skinnefræser på natlige krybeture i Skanderborg

På en nat kan skinnefræseren slibe op til tre ton jern af skinnerne, så de kan holde længere

Skinnefræsetoget rejser i øjeblikket rundt i landet for at fræse skinnerne på en række baner. Tempoet er ikke højt, men fræsningen er vigtig for at sikre, at jernbanen er godt vedligeholdt. 28. og 29. november holder toget i Skanderborg.

Fræsetoget fjerner en stor del af de revner, der opstår på kørekanten af skinnerne, inden de vokser sig store. Det betyder, at skinnerne holder længere, og samtidig reducerer fræsningen risikoen for skinnebrud.

På en nat kan toget fræse op til tre ton jern af skinnerne. Jernspånerne bliver herefter opsamlet, kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden de bliver genanvendt

"Ved at fræse skinnerne sørger vi for, at de kan holde længere. Det betyder færre hastighedsnedsættelser, færre skinnebrud og færre skader, der skal udbedres," siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark i en pressemeddelelse.

Fræsehjulene på den 155 ton tunge skinnefræser kan fræse over en millimeter af togskinnen pr. passage. Da det normalt kræver det mellem en til tre fræsninger, inden revnerne er forsvundet, så betyder det også, at der fræses store mængder jern af skinnerne, når fræsetoget kommer forbi.

Tre ton jern

"På en nat kan toget fræse op til tre ton jern af skinnerne. Jernspånerne bliver herefter opsamlet, kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden de bliver genanvendt," siger Pernille Skovrup.

Det går langsomt, når fræsetoget sætter sine fire fræsehjul og to slibehjul i skinnerne. Når der fræses skinner, bevæger toget sig fremad med en hastighed på under en km/t.

Fræsetoget kører om natten for at genere togdriften mindst muligt. Om dagen bliver det renset og klargjort. Klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standplads.

Publiceret 27 November 2019 08:00