Der er tænkt anderledes, da Ambiente skulle have nyt domicil tæt på Skanderborg. Pressefoto

Der er tænkt anderledes, da Ambiente skulle have nyt domicil tæt på Skanderborg. Pressefoto © Christian B // YELLOWS (2019)

Det er godt nok flot:

Nyt og stort domicil bryder med vanetænkning

Ambientes har fået nyt domicil tæt på Skanderborg. Byggeriet går mod strømmen og er fyldt med nytænkning

Når man kører forbi Ambientes nye domicil ved E45 tæt på Skanderborg, er det ikke umiddelbart til at se, at der bag den enkle og sorte stålfacade gemmer sig et byggeri, der adskiller sig en hel del fra et typisk virksomhedsdomicil. Men virksomhedens kundeløfte ’Creative spaces. Carefully built’ på facaden er ikke bare tomme ord.

For de godt 11.500 m2 får de fleste til at spærre øjnene op, skriver virksomheden i en pressemeddelelse. Først og fremmest er det på grund af den kreative og den meget anderledes udnyttelse af kvadratmetrene. Derudover bliver folk overrasket, når de hører prisen for byggeriet, der ligger en del under, hvad man kunne forvente, skriver Ambiente.

Se flere fotos fra byggeriet her:

Det med at få form og funktion er ikke nyt for Ambiente, der i 20 år har designet og bygget messestande, butikker og indrettet domiciler for virksomheder, men det er første gang, de gør det i så stor skala for sig selv.

”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville bygge fremtidens domicil. Noget, der ikke er set før, og som får folk til at sige wauw. Og frem for alt et sted, det er fedt at arbejde og være med højt til loftet på alle måder. Men som alle andre har vi naturligvis også haft et budget, der skulle overholdes. Vi besluttede bare helt fra starten ikke at lade det være en begrænsning, men en mulighed for at udfordre og udforske vores egen kreativitet,” siger Ambientes ejer og Creative Director Michael Skjødt.

Rå og ærlige vægge

I det nye domicil er der for eksempel ikke brugt penge på nedsænkede lofter eller på at spartle, som ellers er det normale for at skjule ventilationsanlæg og gøre klar til at male. Bygningerne med betonvægge og -gulve er, som de er. Rå og ærlige og med alle de skavanker og sprækker, beton nu engang har.

Der er en imponerende loftshøjde på 6,5 meter næsten overalt, og ingen forskel på det grundlæggende udtryk i produktions- og lagerhallerne og i administrationen.

Den manglende ’forfining’ af de ydre rammer har til gengæld givet plads i økonomien til at skabe White City - et spektakulært arkitektonisk statement. White City består af 18 hvide ’huse’, der visuelt er som forskudte kasser stablet oven på hinanden i hele administrationsbygningens længde og skaber rumlige oplevelser og nicher i det ellers åbne kontorlandskab. Her er blandt andet mødelokaler, designlaboratorie og kontorer, og som et spændende greb er alle trapper til første etage gemt inde i husene, så det kubiske udtryk fuldendes.

Nyt krydret med genbrug

Indretningen i White City og resten af det nye domicil er overvejende moderne, men krydret med genbrug af elementer fra messestande, små kreative overraskelser og specialinventar produceret på eget værksted. Det gælder for eksempel den 1,6 tons tunge disk i foyeren, der er lavet af otte meter lange egebjælker.

"Ambientes DNA er også tydelig i den 1000 m2 store atrium, der ligger som en oase midt imellem produktion, lagerhaller og kantine. Inspirationen er nordisk nåleskov, der passer perfekt til de rå rammer, og så er gangstierne i øvrigt anlagt som Ambientes logo som endnu et subtilt bevis på den skæve tankegang," skriver virksomheden

Kvadratmeterprisen for det imponerende domicil er langt under halvdelen af, hvad store prestige-byggerier typisk koster at opføre, oplyser firmaet Og det er langt hen ad vejen bruddet med vanetænkningen allerede fra den overordnede projektering af byggeriet, der har gjort det muligt.

Publiceret 21 November 2019 16:00