Politik om fremtidens byggeri

I mandags mødte mere end 100 lokale byggefolk og politikere op til en konference om bæredygtigt byggeri

Deltagerne i konferencen om Fremtidens Byggeri i Skanderborg Kommune så en række eksempler fra ind og udland på meget forskelligt byggeri, hvor et lavt energiforbrug er en selvfølgelighed, men hvor også andre faktorer som indeklima, vandforbrug, kemikalieforbrug, trivsel og grønne områder er vigtige parametre. Andre indlæg havde fokus på kommunens rolle som myndighed og som bygherrer. De efterfølgende workshops fører til etablering af et netværk om bæredygtigt byggeri og udarbejdelse af en kommunal politik for byggeri.

Kommunen skal gå forrest

I den efterfølgende debat i workshops fremhævede mange af deltagerne vigtigheden af, at kommunen går foran – både i eget byggeri og i kravene i lokalplaner. Det gælder krav til energiforbrug, men også de øvrige parametre, som arkitekterne fremhævede. To oplægsholdere havde fokus på kommunens rolle i udvikling af byggeriet, dels overfor borgerne dels overfor kommunalt byggeri. Jan Poulsen fra Egedal Kommune fortalte om Stenløse Syd, hvor strenge krav til energiforbrug og vandforbrug har været anvendt i en årrække på byggegrunde til private. Alligevel har grundene været nemme at bebygge og sælge. En evaluering blandt beboerne nogle år efter viser, at det er ganske almindelige borgere, som bor i husene. De er glade for at kunne pudse glorien miljømæssigt, men det kommer først ind på en femteplads over, hvad der har gjort, at de har valgt disse boliger. Michael Petersen fortalte om, hvad der har gjort, at Skive Kommune er blevet en af Danmarks seks energibyer. Hans fokus var især på kommunens egne bygninger, bl.a. er de nu alle udstyrede med solfangere. I en af de afsluttende workshops blev de kommunale muligheder diskuteret med henblik på at få lavet en politik for byggeri i lokalplaner og i egne bygninger. Dette arbejde fortsætter også her efter konferencen, og kommunen lovede at få etableret et lokalt netværk om bæredygtigt byggeri med opstart inden årets udgang.

Publiceret 05 November 2009 10:27