Det var kattens: Forsøgte at bryde ind i villa gennem kattelem
Kristi Himmelfartsferien bød på flere indbrud i Skanderborg, oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
I perioden fra mandag aften til torsdag formiddag skaffede en eller flere ukendte gerningsmænd sig adgang til en villa i Skanseparken i Ry. Ved at knuse en rude ved siden af døren kunne tyven nå låsen på fordøren og låse sig selv ind. Villaen var blevet gennemrodet, og det er endnu ikke opgjort, hvor meget der er stjålet.
På Ladegårdsbakken i Skanderborg forsøgte en kreativ tyv natten mellem lørdag og søndag at bryde ind gennem en kattelem. Forsøgte mislykkedes og i stedet lykkedes det indbrudstyven at bryde en terrassedør op. Også her var boligen rodet igennem og der blev stjålet et kontantbeløb i udenlandsk valuta.
På Parkvej i Låsby brød en ukendt mand natten til torsdag klokken 3 ind i et skur gennem en garage. Manden blev fanget på et overvågningskamera. Han stak af med en mountainbike til en værdi af 43.000 kroner.