Stribe af indbrud i lokalområdet
Fem tilfælde af indbrud i Hørning, Stilling og Skanderborg.
Sydøstjyllands Politi rapporterer om fem indbrud i Hørning, Stilling og Skanderborg mellem tirsdag og onsdag. De fleste var dog uden udbytte.
Der var således indbrud på Bakkeskolen i Hørning tirsdag mellem kl. 17 og onsdag 02.32. Der blev knust en rude, men det ser ikke ud til, at der har været nogen inde og dermed blev der heller ikke stjålet noget. Politiet mener, at gerningsmanden blev skræmt af alarmen, som gik.
Der var også indbrud i plejecenter Præstehaven i Hørning tirsdag mellem kl. 16 og onsdag kl. 6.30. En rude til et kontor blev knust, så man kunne række ind og åbne håndtaget. Men der var ingen melding om, hvorvidt der blev stjålet noget.
Endnu et indbrud i Hørning gik ud over et værksted på Toftegårdsvej, og det skete mellem tirsdag kl. 17 og onsdag kl. 06.50. Man er kommet ind ved at opbryde en dør på bagsiden af bygningen, og der blev stjålet mindre kontantbeløb inde fra kontoret på værkstedet.
Politiet melder tillige om indbrud i Stilling Kirke på Stilling Kirkevej tirsdag mellem kl. 16 og onsdag kl. 7.30. Der blev knust en rude ind til et kontor i sidebygningerne, hvor tyven er kommet ind. Umiddelbart blev der ikke stjålet noget.
Endelig har der været indbrud hos Kirkens Korshær på Industrivej i Skanderborg mellem tirsdag kl. 17 og onsdag kl. 13. En rude indtil butikken blev forsøgt opbrudt, men tyven kom ikke ind. Der er dog stadig tale om indbrud, når vinduet er brækket op, oplyser politiet.
ear