Borgere skræmte skydende tyv
Fælles aktion i Skovby – 39-årig fra Litauen varetægtsfængslet
Borgere i Skovby gjorde fælles front, da en 39-årig mand fra Litauen brød ind i et rækkehus på Agervangen.
Den 39-årige stak af, og da nabo fulgte efter, skød tyven skræmmeskud.
"Så tænkte jeg, at jeg vist blev nødt til at vende om og vente på politiet," siger naboen, der ikke ønsker at stå frem i avisen.
Imens stressede en anden nabo tyven ved at følge ham med lyskeglen fra en stærk lygte. Den megen opmærksomhed fik manden til at forsvinde, men han blev kort efter anholdt ved Engparken.
Han er nu varetægtsfængslet for tre uger.
Flere af beboerne synes, der gik lang tid, inden politiet kom. En halv time, lyder meldingen.
Vagtcentralleder Peter Thaysen fra Sydøstjyllands Politi har gennemhørt båndene med aftenens samtaler og fastslår, at der gik 51 minutter fra første kontakt til anholdelsen.
"Den første melding var, at der kunne være tale om nogle fulde unge. Vi aftalte, at vi skulle afvente yderligere information. Da vi klokken 23.31 fik at vide, at der var forsøgt indbrud, og at der blev skudt skræmmeskud med noget, der lød som en hundeproppistol, sendte vi straks en patrulje. Men vi kørte ikke direkte til gerningsstedet. Vi vidste, at manden var stukket af, så vi koncentrerede os om ham, og klokken 00.04 var han anholdt. Det er helt efter bogen," siger vagtlederen.