Millionbøde og fængsel: Ejerne bag Sophiendal dømt for årelang momssvindel
Ejerne bag Sophiendal Slotshotel er dømt for årelang momssvindel.
Vestre Landsret har nu sat punktum i en sag om årelang momsvindel begået af ejerne bag fem slotshoteller - herunder Sophiendal Slotshotel.
Det skriver Nordjyske.
Ifølge mediet snød parret med momsen i tre virksomheder, hvor det ene var Sophiendal ApS.
Vestre Landsret skriver på deres hjemmeside, at svindlen stod på i en periode fra 1. april 2007 til 30. juni 2010. Her fremgår det også, at den ene part blev kendt skyldig i at have begået momssvig af grov karakter for et beløb på mindst seks millioner kroner. Den anden part blev dømt for at have udvist grov uagtsomhed - og kun i forhold til momsangivelser i vedkommendes egen virksomhed.
Den mandlige part blev idømt en betinget fængselsstraf på henholdsvis to år og en bøde på seks millioner kroner, mens kvinden slap med en bøde på 900.000 kroner.
Ankede byrettens dom
Parret blev tidligere på året dømt ved retten i Aalborg, hvor den mandlige ejer blev idømt to års betinget fængsel, mens kvinden blev idømt et år og ni måneders betinget fængsel.
Dommen blev anket til Landsretten, som onsdag i denne uge afgjorde sagen.
I begge tilfælde nægtede ægteparret sig skyldige i sagen.
Nordjyske skriver desuden, at anklageskriftet mod parret allerede var klar i 2014, men at sagen trak ud, fordi parret forsøgte at få forelagt sagen for EU-Domstolen - og at få gjort dommeren og de to domsmænd, som havde behandlet sagen ved retten i Aalborg, inhabile.
Det lykkedes altså ikke for parret, der nu er kendt skyldige i årelang momssvindel.