Brandfolk slukkede markbrand i Hørning
Østjyllands Brandvæsen blev kaldt til en markbrand i Hørning tirsdag eftermiddag.
2000 liter vand skulle der til for at slukke en markbrand i Hørning tirsdag eftermiddag.
Ifølge operationschef Jørgen Hansen fra Østjyllands Brandvæsen er det ikke særlig meget vand, når man taler slukning af en brand.
»Stationen i Hørning klarede selv opgaven, så en tankvogn fra Skanderborg blev hurtigt afbestilt igen,« lyder det fra Jørgen Hansen.
Anmeldelsen om branden fik brandvæsenet ved 16-tiden.
»Det var omkring 100 kvadratmeter, der brændte i forbindelse med noget høstarbejde,« lyder det fra operationschefen.