Fuld knallertkører forsøgte at snige brandert hjem efter styrt - blev indhentet af politiet på bopælen
En 58-årig alt for overrislet knallertkører blev torsdag aften ramt af ”instant karma”, da han trodsede rådet fra en velmenende kvinde, der netop havde hjulpet ham efter et styrt med knallerten, og fortsatte sin kørsel.
»Vi modtog torsdag klokken 21:38 en anmeldelse om en fører af en lille knallert, der var væltet ved Fælleden i Skanderborg. Anmelderen, en 49-årig kvinde fra Hørning, standser sin bil og hjælper knallertkøreren på benene igen og konstaterer, at han er tydeligt beruset. Han lugter af alkohol og kan ikke holde balancen. Hun siger til ham, at han ikke må køre videre, men det gør han alligevel og siger: ”Du kan bare ringe efter politiet’,« forklarer politikommissær Jesper Christensen fra Sydøstjyllands Politi.
Og det var præcis, hvad kvinden gjorde, samtidig med, at hun i bil fulgte efter knallerten til an adresse på Agerskovvej i Hørning. Herfra ringede hun igen til ordensmagten, der mødte op på adressen og anholdt den 58-årige på hans bopæl.
»Han blev anholdt, sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagelse af blodprøve,« oplyser politikommissæren.