To uheld på motorvejen: En bil rullede rundt på taget og en anden ramte et rådyr
Politiet blev kaldt ud til to uheld på motorvejen nær Låsby henholdsvis natten til søndag og søndag aften.
Politiet blev sendt til motorvejen nær Låsby to gange søndag.
Første gang var klokken halv et natten til søndag, da en 56-årig mand fra Skjern havde mødt et rådyr.
»Han kørte i vestgående retning, da et rådyr kommer løbende over vejen,« lyder det fra Sydøstjyllands Politi.
Rådyret ramte venstre side af bilens frontparti, som blev ødelagt. Dyret døde, men der skete ifølge Sydøstjyllands Politi ikke noget med den 56-årige mand.
Igen klokken 18.54 søndag måtte politiet endnu en tur på motorvejen nær Låsby.
Denne gang var to biler kørt sammen.
Ifølge politiet skete sammenstødet, da en 19-årig mand fra Ikast forsøgte at overhale en forankørende bil med en 53-årig kvinde fra Bjerringbro bag rattet.
Bilen med den 53-årige kvinde bag rattet rullede om på taget og endte på en mark. En af de fire personer i bilen kom muligvis til skade, mens de fire personer i den anden bil ifølge politiet ikke kom til skade.
kfp