Røvede Brugsen og bad personalet om at ringe efter politiet
37 årig overgav sig til politiet uden dramatik.
Politiet rykkede tirsdag aften ud til et røveri af Dagli’Brugsen i Tepstrup, oplyser vagthavende fra Sydøstjyllands Politi.
Her gik en 37-årig mand fra Skanderborg kort efter kl. 20 ind i butikken og truede personalet med en pistol siddende i bukselinningen til at udlevere 100 kr.
Da han fik pengene, bad han personalet om at ringe til politiet, så han kunne overgive sig, hvorefter han gik udenfor og ventede på politiet, der uden dramatik kunne anholde manden.
Det viste sig efterfølgende at pistolen var en hardball legetøjspistol.