Solouheld: Mand mistede herredømmet over bilen og rullede rundt
En 66-årig mand fra Ry blev onsdag over middag kørt til sygehuset efter et soloheld på Rodelundvej.
Både politi og redningsmandskab blev sendt til Rodelundvej onsdag klokken 12.38.
På det tidspunkt lød meldingen om et færdselsuheld med fastklemte.
Ifølge Sydøstjyllands Politi var en 66-årig mand fra Ry impliceret i et solouheld.
»Bilisten fik det højre hjulpar ud i rabatten, hvor han ramte et vejskilt. Han mistede så herredømmet over bilen og vendte rundt på taget og så tilbage på alle fire hjul igen,« lyder det fra vicepolitikommissær Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Den 66-årige mand blev kørt til kontrol på sygehuset, men ifølge politiet skete der ikke noget alvorligt med vedkommende.
kfp