Flere udrykninger: Sankthansbål blussede op igen og fik fat i græs
Et Sankthansbål på Frichsvej i Galten blussede op igen efter afbrændingen torsdag aften.
Både politi og brandvæsen måtte en tur til Frichsvej i Galten, da et Sankthansbål ikke var færdig med at brænde.
Klokken 22.35 ringede en pressefotograf, der var i området i forbindelse med brandmeldingen hos Skovby Møbler kort forinden, og fortalte om et Sankthansbål, han havde lagt mærke til ude fra vejen.
»Man mente, at bålet var forsvarligt slukket og efterlod det så - og så var det blusset op igen, hvor det fik fat i nogle buske og noget græs,« lyder det fra politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.
Bålet blev hurtigt slukket af Østjyllands Brandvæsen, som hurtigt var på stedet.
Politiet sigtede i den forbindelse en 62-årig mand fra Galten for ikke at sikre sig, at bålet var gået ordentligt ud.
Det var ikke det eneste Sankthansbål, Østjyllands Brandvæsen måtte ud til i området.
Brandfolkene fra stationen i Galten måtte klokken 23.10 rykke ud til et efterladt Sankthansbål i Harlev.
Fredag morgen kom en melding om røg på Horsensvej i Skanderborg.
»Det var en på motorvejen, som havde set noget røg fra Horsensvej. Det viste sig også at være et efterladt Sankthansbål. Vi oplever hvert år at få anmeldelser om nogle Sankthansbål, der kræver lidt efterslukning,« siger operationschef Johnny Damgård fra Østjyllands Brandvæsen.