Efterlyst af politiet: To mænd stak af i ældre bil efter luskeri i boligområde
Politiet efterlyser en ældre bil og to personer, som onsdag over middag stak af fra et boligområde i Skovby efter en mistænkelig opførsel.
Politiet efterlyser to personer i en sølv eller hvid mikrobil.
Klokken 13.06 modtog politiet en anmeldelse om et mistænkeligt forhold i området omkring Schødtsmindevej og Skovbygårdsvej i Skovby.
»En beboer i området så de to personer luske rundt, og da anmelderen gik ud, stak de to personer af. De løb igennem en have og om på Skovbygårdsvej, hvor de satte sig ind i en ældre hvid eller sølv mikrobil, som holdt parkeret på Skovbygårdsvej,« siger vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Bilen havde startproblemer, men de endte ifølge politiet med at køre væk fra stedet.
De to mænd beskrives som værende mellem 180 og 185 centimeter høj og kraftig af bygning. De bar begge en grå hættetrøje og mundbind.
Politiet har ikke fået meldinger om indbrud i området.
»Men vi vil meget gerne i kontakt med nogen, der har kendskab til, hvad de to mænd lavede i området,« siger Stig Simonsen.