Kørte på tunet knallert: Dømt skal vente et halvt år på kørekortet
En 17-årig dreng fra Galten-området blev for nylig dømt for at køre rundt på en tunet knallert. Nu kan han først få kørekort til en bil et halvt år senere end planlagt.
10. september 2020 stoppede politiet en på det tidspunkt 16-årig dreng på en knallert på Bytoftvej i Galten.
Knallerten var tunet til at kunne køre 43 kilometer i timen i stedet for de 30 kilometer i timen, som er lovligt på en lille knallert.
Det fremgår af et anklageskrift, og for nylig blev han dømt for ovenstående ved Retten i Horsens.
Nu nærmer han sig sin 18 års fødselsdag, og den snart to år gamle overtrædelse af færdselsloven viser sig at få konsekvenser for, hvornår den lidt endnu 17-årige dreng kan få kørekort.
Ifølge Retten i Horsens er tidspunktet for, hvornår han kan få kørekort udskudt med et halvt år. Han mistede også retten til at køre lille knallert i to år, ligesom han også fik konfiskeret den knallert, politiet stoppede ham på i 2020.
Bøden annulleret
I anklageskriftet var der også lagt op til en bødestraf til den nu dømte teenager.
Den frafaldt dog under retsmødet, fordi den 17-årige dreng fra Galten-området havde ventet to år på at komme for en dommer, oplyser Retten i Horsens.