Selekontrol ved børnehave: Flere forældre havde ikke sikret deres børn
Fire forældre sigtet efter selekontrol i Ry.

Fire forældre fik onsdag morgen en opsang og en sigtelse af ordensmagten ved en børnehave på Ryesgade i Ry.
Politiet havde placeret sig nær børnehaven for at kontrollere, om børnene var ordentligt fastspændt, og det var de i flere tilfælde altså ikke.
Kontrollen varede en time, og det udmøntede sig i fire sigtelser til forældre, som ifølge Sydøstjyllands Politi enten ikke havde fastspændt deres børn eller ikke brugte det korrekte sikkerhedsudstyr til børnene.
»Det er forældrenes ansvar, og vi vil på det kraftigste opfordre til, at forældrene tager det ansvar på sig,« lyder det fra vagtchef Stig Simonsen.
Overtrædelsen kommer til at koste de fire forældre en bøde og et klip i kørekortet.
ddp