Indbrudsbølge i Hørning: »Det er meget påfaldende«

Politiet undersøger lige nu en række tyverier fra biler i Hørning.

Artiklens øverste billede
Modelfoto: Adobe Stock

Hørning blev fra søndag til mandag ramt af en bølge af indbrud i biler og tyveri fra biler.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Hele ti tilfælde efterforsker man i øjeblikket.

De blev begået forskellige steder i Hørning, men alle i et tidsrum mellem søndag klokken 17 og mandag morgen.

En række af tilfældende har politiet registreret som tyveri og ikke indbrud, idet der skulle være tale om tyveri fra ulåste biler.

Men vagtchef Stig Simonsen medgiver, at det virker som usædvanligt mange ulåste biler.

»Men der har ingen synlige opbrudsmærker været, så antagelsen er, at de har været ulåste.«

At alle tyverierne og indbruddene blev begået i nogenlunde samme tidsrum, gør også, at man formoder, at de samme gerningsmænd står bag.

»Det er i hvert fald det, vi kigger i retning af, for det er da påfaldende. Så hvis nogen har set noget mærkeligt eller mistænkeligt, vil vi gerne høre fra dem. Og så skal der selvfølgelig lyde en opfordring til, at man låser sin bil,« siger Stig Simonsen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen