Kæmpe brand hærger: »Vi har mange styrker derude«

Beboere opfordres til at gå indenfor og lukke døre og vinduer.

Artiklens øverste billede
En mørk røgsky bredte sig tirsdag eftermiddag ind over Galten i Skanderborg Kommune. Foto: Danni Paulsen

En voldsom brand hærger netop nu i Galten, og politiet advarer i to beredskabsmeddelelser om, at branden endnu ikke er under kontrol, og at den udvikler kraftig røg som er sundhedsskadelig ved indånding.

Beredskabsmeddelelser tages i brug, når myndigheder skal advare om en hændelse, hvor et stort antal mennesker er i akut livsfare.

Branden i Galten er brudt ud i virksomheden HMF, og der er et massivt opbud af brandfolk, ambulancereddere og politibetjente på stedet. Store flammer kommer op fra virksomhedens tag, og mange lokale er troppet op for at se, hvad der sker.

»Vi har en kraftig brand, og vi har mange styrker derude. Vi har virkelig travlt, og meget mere kan jeg ikke sige lige nu,« lyder det fra en tydeligt travl vagtchef ved brandvæsenet.

En mørk røgsky breder sig tirsdag eftermiddag ind over Galten i Skanderborg Kommune. Foto: Danni Paulsen

Udvikler farlig røg - akut livsfare

HMF, der tilbyder lastbilkraner til løfteopgaver, er beliggende på Frichsvej 35 i Galten.

Beboerne øst for Østergårdsvej og med østlig begrænsning på Frøkjærvej i Skovby skal ifølge politiet gå inden døre, lukke døre og vinduer og søge information hos DR og TV2.

Ifølge vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi er der ikke kommet nogen til skade i forbindelse med branden. Vagtchefen har endnu ingen oplysninger om årsagen til branden.

Den ene beredskabsmeddelelse fra Rigspolitiet blev sendt ud tirsdag eftermiddag, mens den anden ramte Twitter omkring klokken 20. I den første vurderer politiet, at varslingen kan hæves omkring klokken 22. I den seneste skriver politiet, at det er uvist, hvornår varslingen kan hæves, da branden endnu ikke er under kontrol.

Lokalavisen Aarhus følger op på sagen onsdag morgen.

En mørk røgsky breder sig tirsdag eftermiddag ind over Galten i Skanderborg Kommune. Foto: Danni Paulsen

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen