Ambulance tilkaldt: To harmonikasammenstød på motorvej

Det våde vejr skabte torsdag eftermiddag farlige situationer på Østjyske Motorvej ved Skanderborg

Artiklens øverste billede
Ambulance blev torsdag eftermiddag kaldt ud til to harmonikasammenstød på Østjyske Motorvej ved Skanderborg. Arkivfoto.

»Det var nok vejret, der var årsag,« lyder det fra politikommissær Martin Frandsen fra Sydøstjyllands Politi med henvisning til torsdagens voldsomme regnvejr, som tilsyneladende skabte et par farlige situationer på Østjyske Motorvej ved Skanderborg.

I hvert fald rykkede politiet to gange ud til harmonikasammenstød. Første gang var klokken 15.30, hvor tre biler var kørt sammen i sydgående retning. Uheldet skete ved, at en bilist bremsede op i det våde føre, hvilket resulterede i, at de bagvedkørende kørte op bag i hinanden.

»Der blev tilkaldt en ambulance, men umiddelbart ingen personskade,« fortæller Martin Frandsen.

Blot to timer senere var den gal igen på samme motorvej. Denne gang ved Skanderborg i retning mod Aarhus, hvor fire biler kørte sammen i et harmonikasammenstød.

»Mistanken går igen på det våde føre,« lyder det fra politikommissæren om årsagen til uheldet.

Der blev endnu en gang tilkaldt en ambulance, men ligesom ved det første uheld skete der heller ikke her personskade i forbindelse med sammenstødet, oplyser Martin Frandsen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen