"Så hjælp dog!" - Flere så på, men ingen hjalp, da Jon Pagh forsøgte at hjælpe bevidstløs mand væk fra togskinner i Skanderborg

Jon Pagh, journalist på TV3 Sport, er chokeret over, at ingen tilbød at hjælpe, da en beruset mand faldt om og blev liggende på togskinnerne ved Skanderborg Station.

Artiklens øverste billede
TV3-Sport journalisten Jon Pagh oplevede onsdag eftermiddag at være den eneste af de ventende på Skanderborg Station, der tog affære, da en mand faldt om på skinnerne. Foto: Wulff

Selvom han langt fra var alene på perronen, stod TV3-Sport journalisten og tv-vært Jon Pagh onsdag helt alene i forsøget på at hjælpe en beruset mand, der var tumlet ud på skinnerne og faldet bevidstløs om på Skanderborg Station.

Oplevelsen gjorde så stærkt et indtryk på Jon Pagh, at han efterfølgende skrev et opslag på sin Facebook-side.

Men at jeg alligevel skulle stå alene i den situation, når 10-15-20-30 andre mennesker kunne have hjulpet til, skuffer mig dybt. Kunne man presse sig selv til at skubbe sine grænser en smule i sådan en situation?

Jon Pagh, tv-vært og journalist på TV3 Sport

Ikke for at pudse sin egen glorie, skriver han, men fordi det gjorde et voldsomt indtryk på ham, at det tilsyneladende ikke er naturligt for andre at træde til og hjælpe, når andre er i nød.

»Jeg føler det helt naturligt at træde til og hjælpe. Jeg anerkender samtidig fuldstændigt, at folk har forskellige reaktionsmønstrer, grænser, formåen - og at ikke alle har det på samme måde som mig. Men at jeg alligevel skulle stå alene i den situation, når 10-15-20-30 andre mennesker kunne have hjulpet til, skuffer mig dybt. Kunne man presse sig selv til at skubbe sine grænser en smule i sådan en situation? Selv den mindste hjælp er til gavn, tror jeg på. Man bliver selvfølgelig påvirket af at møde et andet menneske i så elendig forfatning, men jeg er mindst ligeså påvirket af dem, der valgte at kigge den anden vej,« skriver han i Facebook-opslaget.

Episoden fandt sted på Skanderborg Station ved 17-tiden onsdag. Flere rejsende venter på toget til København, og ser den meget berusede mand stavre omkring på perron 2. Da han kaster op og begynder at slingre faretruende tæt ved skinnerne, beslutter Jon Pagh at ringe 112. Mens han gør det, er manden endt ude på skinnerne og vakler afsted langs dem, inden han falder bevidstløs omkuld.

Jon Pagh, der stadig har alarmcentralen i røret, ved, at der kun er kort tid, til det næste tog ankommer. Han forsøger at få kontakt til manden ved at råbe ham op fra perronen, men uden held.

»Han er tæt på livløs og ukontaktbar på det tidspunkt, og alarmcentralen beder mig hoppe ned og få manden op. Jeg holder telefonen mellem mine ører og skulder, men jeg bugserer manden op fra skinnerne. Det lykkedes kun, fordi han selv kommer lidt til bevidsthed,« skriver Jon Pagh.

Alarmcentralen beder ham forsøge at holde manden ved bevidsthed, indtil ambulancen når frem. Det gør den få minutter inden toget til København.

Efterfølgende er det ikke kun ubehaget over selve oplevelsen, der plager Jon Pagh, men i lige så høj grad, at ingen andre kom til undsætning.

»Ikke EN ENESTE tilbød sin hjælp til ham eller til mig for den sags skyld. Ikke en. Selv ikke da jeg stod nede på skinnerne med telefonen mellem skulder og øre og bakser med en mand smurt ind i bræk og blod, som var i akut livsfare. Det er simpelthen for ringe,« konstaterer han.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at der både var politi og ambulance på stedet. Den pågældende berusede mand var 32 år gammel og blev tjekket af ambulancen.

Politiet valgte at tage ham med til afrusning i detentionen i Vejle.

bo

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen