Efter biljagt fra Galten til Kolding: Politiet efterlyser lysblå, fransk indregistreret Citroën

I forbindelse med et mislykket kup mod en hæveautomat på Torvet i Galten natten til mandag 24. maj efterlyser Sydøstjyllands Politi nu vidner, der har set en lys blå, franskregistreret Citroën C3, som gerningsmændene kørte væk i.

Artiklens øverste billede
Politiet forfulgte de formodede gerningsmænd til det mislykkede kup mod hæveautomaten på Torvet i Galten over en 100 km. lang strækning. Arkivfoto

Natten til mandag 24. maj kl. 03.42 forsøgte fire personer at begå tyveri fra en hæveautomat i Galten. Det mislykkedes og Midt- og Vestjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi forfulgte de formodede gerningsmænd i en biljagt på ca. 100 km. fra Galten til Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»I forbindelse med eftersættelsen, der fandt sted omkring kl. 04.15 – 04.45 ad hovedvej A13 i sydlig retning mellem Pårup og Tørring, kørte bilen med de formodede gerningsmænd flere gange med fortsæt over i den modsatte kørebane og var tæt på at påkøre køretøjer, der kørte i den modsatte retning,« oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Sydøstjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med førere og passagerer i de køretøjer, der var tæt på at blive påkørt af den lys blå Citroën C3.

Politiet vil også gerne i kontakt med vidner, der har set gerningsbilen i dagene 22. maj til 24. maj, da de formodede gerningsmænd formentligt har opholdt sig i Danmark i dagene op til det mislykkedes tyveri. Personerne i bilen er formentligt tre franskmænd og en russer, mener politiet.

Da den efterlyste bil er set med flere nummerplader, søger politiet ikke et specifikt registreringsnummer. Hvis du har oplysninger, der kan hjælpe efterforskningen, kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på tlf. 114.

bo

Læs også

Del artiklen