Bil rullede rundt flere gange og ramte ind i en anden bil

Strækning på Østjyske Motorvej måtte torsdag aften aflyses på grund af uheld

Artiklens øverste billede
Der skete torsdag aften et uheld på motorvejen ved Skanderborg.

Der skete torsdag aften et uheld på Østjyske Motorvej ved Skanderborg, hvor to biler var involveret i et sammenstød.

Det oplyser Martin Frandsen, der er politikommissær hos Sydøstjyllands Politi.

Uheldet skete i nordgående retning ved afkørsel 52, hvor en 30-årig mand fra Brabrand kom kørende i anden vognbane, da en 44-årig mand fra Auning kørte ind foran ham. Det fik den 30-årige bilist til at slingre, hvilket resulterede i, at han først ramte autoværnet, inden hans bil rullede rundt flere gange og ramte ind i bilen, hvor den 44-årige mand sad bag rattet.

Politiet valgte efterfølgende at spærre motorvejen, imens der blev ryddet op efter uheldet.

Ifølge Martin Frandsen er det fortsat uklart, hvad der helt præcis fik den 30-årige mand til at slingre. Derfor ved politiet endnu ikke, om den 44-årige mand kørte for tæt på den 30-åriges bil, eller om den 30-årige blev forskrækket, da den forankørende bil kørte ind foran ham.

Ingen af personers kom alvorligt til skade i forbindelse med uheldet, men der skete dog en del materielle skader på bilerne, oplyser Martin Frandsen.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen