Forsvandt med pengeskab fra villa - hvem er de?

Sydøstjylland Politi efterlyser vidner til et villa-indbrud i Skanderborg, hvor gerningsmændene stjal et pengeskab

Artiklens øverste billede
Politiet efterforsker et villaindbrud på Augustas Vænge i Skanderborg, hvor der blev stjålet et pengeskab.

Der var natten til torsdag indbrud i en villa på Augustas Vænge i Skanderborg, hvor gerningsmændene stjal et pengeskab.

Det oplyser Stig Simonsen, der er vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi.

Han kan med sikkerhed sige, at der var flere gerningsmænd. For villaens overvågningskamera var nemlig tændt klokken 00.45, da den ene indbrudstyv fik adgang til villaen ved at opbryde et soveværelsesvindue. I villaen fandt tyven et pengeskab med en størrelse på 40x80 centimeter, som han fik hjælp af den anden indbrudstyv til at bære ud i en bil.

Da de havde fået pengeskabet ind i bilen, kørte de fra stedet i ukendt retning. Billederne på overvågningskameraet viser, at de to indbrudstyve var kørende i en bordeauxrød bil af mærket Renault, men nummerpladen var dog ikke mulig at aflæse.

"Hvis der er nogen, der har set noget i det tidsrum, hvor der jo ikke er så mange biler på vejene, så hører vi gerne om det," lyder opfordringen fra Stig Simonsen.

Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på 114.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen