Brand hos gravør i Galten.

Brand hos gravør i Galten. Øxenholt Foto

Gravør i Galten bliver ikke sigtet for brand i sin butik

Ejeren af egravering.dk bliver ikke sigtet for den brand, der onsdag aften var i butikken på Smedeskovvej i Galten.

Sydøstjyllands Politi er færdig med sine brandundersøgelser på stedet og konkluderer, at branden som først antaget formentlig er startet i en tændt graveringsmaskine.

Ejeren, der bor privat ved siden, havde forladt butikken, og da han kom tilbage, var der ild i huset, så han ringede 112.

"Der er formentlig sket en kortslutning i maskinen, mens han var ude af huset. Det er ikke unormalt at forlade en tændt graveringsmaskine, ligesom man for eksempel gør det med en tændt opvaskemaskine. Det skulle de sagtens kunne holde til, men der kan jo ske en kortslutning, og vi har vurderet, at der ikke skal ske sigtelse i sagen," fortæller politikommissær Lars Elmstrøm, Sydøstjyllands Politi.

Branden blev anmeldt onsdag klokken 18.01, og brandvæsnet fik hurtigt kontrol med ilden.

jr

Publiceret 19 February 2021 09:20