Arkivfoto: Rigspolitiet

84-årig kvinde snydt og bestjålet på gaden i Hørning af udenlandsk par

En 84-årig kvinde blev søndag eftermiddag ved 15-tiden udsat for et tricktyveri i Nørre Alle omkring kirken i Hørning.

Her blev hun kontaktet af et udenlandsk par, der talte et fremmedsprog og fik forvirret og distraheret den ældre kvinde i en grad, så det lykkedes dem at stjæle hendes pung med kontanter og diverse kort. Det oplyser politikommissær Martin Frandsen, Sydøstjyllands Politi.

Hun opdagede først senere, at pungen var væk, og anmeldte det mandag til politiet. Tricktyvene har forsøgt at misbruge hendes kort, men det er angiveligt ikke lykkedes, oplyser politiet, der efterlyser vidner til episoden søndag eftermiddag ved 15-tiden omkring kirken i Hørning.

De to tricktyve bliver beskrevet som et udenlandsk par, kvinde og mand, der begge var 40-45 år, talte et fremmedsprog og bar sort mundbind og sort tøj.

jr

Publiceret 26 January 2021 09:30