T-krydset ved Stilling Byvej og Randersvej i Stilling.

T-krydset ved Stilling Byvej og Randersvej i Stilling. Foto: Google Maps

Kvinde kørt på skadestuen efter færdselsuheld i Stilling

Tirsdag morgen klokken 08.54 skete der et færdselsuheld med to biler på Stilling Byvej i Stilling.

En 28-årig kvindelig bilist fra Hørning holdt i svingbanen og svingede til venstre ad Randersvej. I samme øjeblik kom en modkørende bilist i sydvestlig retning på Stilling Byvej og kørte lige ud, så de to biler stødte sammen i krydset.

Bilisterne var ikke enige om, hvem der var skyld i uheldet. Kvinden har fortalt, at hun havde grøn svingpil, da hun drejede til venstre i krydset. Den modkørende bilist, som var en 55-årig mand fra Skanderborg, mente derimod, at uheldet var kvindens skyld.

"Der er en tvist, om part 1 (kvinden) kørte ud foran part 2, eller part 2 kørte ind i part 1," siger Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.

Den 28-årige kvinde blev efter uheldet kørt til undersøgelse på Horsens Sygehus. Politiet har ikke nærmere oplysninger om, hvor slemt hun kom til skade, men ifølge politiets oplysninger skete der kun ringe skade på bilerne.

jr

Publiceret 04 November 2020 09:39