Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Amok med peberspray i Galten:

Tre personer udsat for umotiveret overfald

En beruset 18-årig mand blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold

En 18-årig mand fra Herning blev fredag aften anholdt og sigtet for kvalificeret vold, trusler på livet, forsøg på brugstyveri og brud på våbenlovgivningen efter en særdeles aggressiv fremfærd i Galten.

Den unge, meget berusede mand stod ved 20.53-tiden på kørebanen ved Røddikvej, da en 39-årig mand fra Galten kom kørende. Bilisten trådte ud og bad manden trække ind til siden.

Det gjorde den unge mand meget opfarende, og i stedet for at flytte sig trak han en peberspray og sprøjtede bilisten i hovedet, hvorefter bilisten kørte væk.

Men den 18-årige fortsatte hen til Galten Hallen, hvor han tog kontakt til en 50-årig kvinde fra Galten og sagde "giv mig nøglerne til bilen", hvorefter han sprøjtede hende i ansigtet med pebersprayen.

Herefter fandt han frem til en 46-årig kvinde, som han uprovokeret truede.

"Skal du have peber," råbte han.

Politiet kom til stedet og fik manden pågrebet ved hallen.

Han blev kørt til afrusning i Vejle og sigtet for adskillige lovovertrædelser.

dp

Publiceret 26 October 2020 09:25