Arkivfoto

Arkivfoto

17-årig spritbilist i bare tæer påstod, at han var passager

Uheld nær Herskind natten til fredag

En ung mand på blot 17 år fra Galten kan se frem til en bøde, plet på straffeattesten og et forsinket kørekort.

Natten til fredag blev han nemlig afsløret som spritbilist, oplyser Sydøstjyllands Politi.

En borger ringede klokken 02.08 og anmeldte, at en ung mand pludselig var kommet gående mod anmelderen i bare tæer på Hedevej i Herskind.

Den unge forklarede til anmelderen, at han havde været passager i en bil, som var kørt galt.

En politipatrulje kom til stedet og fandt nogle hundrede meter derfra en bil, som havde været i et uheld.

Betjentene konstaterede dog hurtigt, at der ikke havde været andre i bilen, og at den 17-årige havde ført bilen.

Han blev derfor anholdt og sigtet for at føre bil i påvirket tilstand og uden kørekort.

dp

Publiceret 31 July 2020 09:46