Nabohjælp vinder frem og er med til at reducere indbrud.

Nabohjælp vinder frem og er med til at reducere indbrud. Arkivfoto: Kim Larsen

Kraftigt fald i antal indbrud i Skanderborg Kommune

Indbrud i private hjem i Skanderborg er faldet med næsten en fjerdedel fra 2018 til 2019

Danmarks Statistik har netop offentliggjort de samlede indbrudstal for indbrud i private hjem i 2019 fordelt på kommuner.

Det er glædelig læsning ikke mindst for Skanderborg Kommune, fordi der har været et kraftigt fald i forhold til 2018, hvor der var 329 indbrud. Indbrudstallet faldt sidste år til 254, hvilket er et fald på 75 indbrud svarende til 23 procent.

I 2017 var der 477 indbrud i Skanderborg Kommune, så hvis man kigger to år tilbage, er faldet endnu større. Indbrudstallet er faktisk næsten halveret i 2019 i forhold til 2017.

Antallet af indbrud i hele Danmark faldt fra 2018 til 2019 med 15 procent og landede på 24.553 indbrud. Det er det laveste indbrudstal siden 1982, viser opgørelsen fra Danmarks Statistik.

Ifølge Bo Trygt, der arbejder for at reducere indbrud, skyldes udviklingen blandt andet, at danskerne for alvor er gået sammen om at holde tyvene ude ved hjælp af sikring af hjemmet og nabohjælp med videre.

"Det er resultatet af mange menneskers, nabolags og organisationers indsats for at gøre livet surt for indbrudstyvene, og det er noget, vi alle bør glæde os over, siger programleder Britt Wendelboe i en pressemeddelelse fra Bo Trygt.

jr

Indbrud i Skanderborg Kommune

2019: 254

2018: 329

2017: 477

2016: 365

2015: 417

Kilde: Bo Trygt

Råd mod indbrud

Bo Trygt og Rigspolitiets fem vigtigste råd mod indbrud:

1. Vær en god nabohjælper

2. Tænd lys ude, og trim hækken

3. Gør det svært at bryde ind

4. Brug sikre betalingsformer, når du køber brugt

5. Ring 114 ved mistanke om indbrud

Publiceret 23 January 2020 15:45