En retssag vel nærmest uden sidestykke i Danmar har i den forgangne uge kørt ved Retten i Horsens. Der er endnu ikke afsagt dom i sagen. Arkivfoto

En retssag vel nærmest uden sidestykke i Danmar har i den forgangne uge kørt ved Retten i Horsens. Der er endnu ikke afsagt dom i sagen. Arkivfoto

Daglige tæv og trusler:

Jeg turde ikke melde ham

Pludselig havde en ung mand fra Skanderborg en narkogæld på 1,2 mio. kroner

Af
Claus Sonne

Der er ingen tvivl om, at han er påvirket af situationen, den unge mand fra Skanderborg, der er i gang med at blive afhørt i en sag, der handler om både fysisk og psykisk vold, trusler mod både ham selv og hans familie og noget, der mest af alt minder om en kidnapning.

Men selv om stemmen indimellem knækker, fortæller han en historie, der mest af alt minder om en Hollywood-film. Denne historie foregår imidlertid i Skanderborg, Ry og Aarhus - og bliver fortalt i retten i Horsens.

1. juli 2017 er den unge mand, herefter kaldet A, i byen på Marius Øltapper i Skanderborg. På det tidspunkt er han plaget af en depression, som han i weekenderne forsøger at dulme med kokain. Den pågældende aften er A desuden meget beruset.

På værtshuset møder han 45-årige B, der fortæller, at han har reddet A fra at få tærsk. B kører derefter A hjem i den taxa, han har tilkaldt. Herefter stikker tingene helt af.

Narkogæld

B ringer nogle dage efter til A og kræver at få 5000 kroner. Pengene dækker dels udgiften til taxaen, men især en narkogæld, som B hævder, at A har haft. En gæld A også den dag i dag afviser at have haft.

A husker ikke alt fra aftenen på Marius Øltapper, men han husker, at B har fortalt om sine forbindelser til både bande- og rockermiljøet. Da A og B mødes ved Kulturhuset på Adelgade, tør A derfor ikke lade være med at betale B, i første omgang 1500 kroner som afdrag.

Få dage efter kræver B at blive hentet på en adresse i Ry af A, der modsat B har kørekort. De kører til Skejby Bodega i Aarhus. Her bliver A beordret til at hente to gram kokain i en bil, der holder tæt på bodegaen. Det gør A, der har en anden mand med til at betale. Derefter indtager A så meget alkohol, at han må køres til udpumpning på Skejby Sygehus.

Gæld på 1,2 mio. kroner

Da A er udskrevet og kommet delvist til hægterne, bliver han kontaktet af B, der hævder, at 'nogle' mener, at A har stjålet kokain fra bilen. Derfor er hans gæld nu oppe på 25.000 kroner. Kort efter fortæller B, at A nu skylder 1,2 mio. kroner.

"Det var helt surrealistisk," konstaterer A i retten.

B fortæller A, at der nu kun er en eneste mulighed for A, hvis han skal slippe for 'meget alvorlige problemer' med de personer, han pludselig skylder en masse penge: A skal beskyttes af B. A, der ikke aner sine levende råd, tror på B og får sin mor til at betale 25.000 kroner til B, der så skal aflevere pengene som et afdrag.

Han truer på et tidspunkt med, at min søster bliver slået ihjel

A kan ikke få at vide, hvem han skylder penge. Det vil B ikke sige, men han henviser gentagne gange til sin brødre i La Raza, der af politiet betegnes som en kriminel organisation. Det er, siger B, La Raza der beskytter A.

A får at vide, at der kommer 'en mand fra Tyskland' til Aarhus for rede trådene ud i sagen om narkogælden. Derfor skal A væk fra lokalområdet, så B tager ham med i en ferielejlighed i Hirtshals. A hverken ser eller hører dog om forhandlinger.

Flytter ind

Derefter flytter A ind hos B på en adresse i Ry.

"Han fortalte, at det var den eneste måde, han kunne beskytte mig på. Og jeg turde ikke andet," fortæller A i retten.

Her bor A i de efterfølgende måneder i noget, som han beskriver som et helvede. Han får dagligt tærsk af B, slag og spark, også i hovedet.

"Han truer på et tidspunkt med, at min søster bliver slået ihjel, hvis jeg ikke gør, som han siger," forklarer han på et spørgsmål om, hvorfor han ikke kontaktede politiet.

Mandsopdækning

B mændsopdækker i flere måneder A, der fungerer som chauffør for B. På et tidspunkt får A lov til at flytte hjem til sine forældre i 14 dage, men B flytter med, selv om familien bestemt ikke er glad for situationen.

På det tidspunkt har A givet alt, hvad han har af penge og værdier til B. A tvinges også til at lease en bil og betale husleje for en nabolejlighed. Alt i alt har A og hans familie givet B værdier for mindst 350.000 kroner.

B tager også A's telefon, og A skal underskrive et gældsbrev på 75.000 kroner, som han pludselig skylder B's kæreste.

"Gælden kom ud af den blå luft," forklarer A, der på dette tidspunkt stadig ikke ved, hvem det er, B efter sigende beskytter ham mod.

En tom skal

Gennem forløbet, der varer frem til 1. december 2017, skal A med jævne mellemrum bevise sin loyalitet over for 'brødrene'. Han fragter B rundt i det meste af Jylland og sidder på et tidspunkt bag rettet i den leasede bil i cirka 36 timer i træk uden søvn. Turene går mellem Skanderborg, Ry og Silkeborg i alle 36 timer.

B sad ved siden af og drak og sniffede kokain, og med jævne mellemrum slog han mig i ansigtet

"B sad ved siden af og drak og sniffede kokain, og med jævne mellemrum slog han mig i ansigtet. På det tidspunkt var jeg helt nedbrudt og uden selvværd. Jeg var bare en tom skal," fortæller A, der pludselig skyldte yderligere 92.000 kroner for en ring. Han skulle også betale, fordi han angiveligt var sprunget i målet i forhold til at melde sig ind i en rockerklub.

Overfaldet i skov

13. oktober 2017 er A og B igen på besøg på Skejby Bodega. Som tidligere kræver B, at A skal hente kokain på en anden adresse. Med i bilen får A to personer, som han ved, at B kender. Kort efter stiger yderligere to personer ind i bilen.

De fire personer truer A til at fortælle, hvor i Aarhus B bor. A opfatter det som en test af hans loyalitet over for B og brødrene - og nægter.

De fem mænd havner i en skov, hvor A bllver gennemtævet, til han udpeger A's adresse. Journalen fra skadestuen er lang som spiseseddelen på en restaurant og tæller talrige blå mærker og buler på A's hoved samt blå mærker på maven. Det fremgår med al tydelighed, at A er blevet ramt af spark så hårde, at der er efterladt fodaftryk.

Episoden i skoven nærer den tvivl, A har haft gennem et stykke tid: Er B en beskytter eller en afpressende fangevogter. Umiddelabrt efter episoden i skoven tror han stadig på B's ord. Samtidig fortæller B, at hvis A går til politiet, er der ingen, der kan beskytte ham mod de mennesker, der vil have penge for de påstående narkohandler.

"Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt det er rigtigt, at jeg er i farezonen," fortæller A.

Fornuften sejrer over frygten

1. december træffer A dog den beslutning, at alt vedrørende narkogæld og beskyttelse er det pure opspind.

Det går op for mig, at B ikke er så stor og farlig, som han hævder

"Det går op for mig, at B ikke er så stor og farlig, som han hævder. Og i forhold til hans banderelationer, så tror jeg ikke længere på det. Så jeg siger stop, rejser og kontakter politiet," fortæller A i retten.

"Hvordan reagerer B," spørger sagens anklager A.

"Han sendte en SMS og skrev, at det var dårlig stil," svarer A.

"Hvordan vil du beskrive B," lyder næste spørgsmål fra anklageren.

"Han er rigtig god til at manipulere. Han kan sno folk om sin lillefinger," konstaterer A.

Publiceret 12 March 2019 06:30