Endnu et tricktyveri:
Mand fulgte efter kvinde og stjal fra hende
Sydøsjtyllands Politi har fået en anmeldelse om endnu et tricktyveri, der er begået i Skanderborg Kommune
Onsdag kom vicepolitiinspektør Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi med en kraftig opfordring til at være ekstra opmærksom på tricktyve i Skanderborg Kommune. Det skete efter, at en ældre kvinde var blevet bestjålet på banegården i Skanderborg. Torsdag kan vicepolitiinspektøren så igen berette om et tricktyveri. Denne gang i Ry, hvor en 69-årig kvinde onsdag kort efter klokken 15 fik stjålet sin pung med dankort, som der efterfølgende blev hævet 6.000 kroner på.
Det skete, efter kvinden havde været i Netto i Ry for at handle. Da hun kom hjem til sin adresse, prikkede en ukendt mand til hende og tilbød at hjælpe hende med at bære indkøbsposerne ind i huset. Det sagde kvinden pænt nej tak til, hvorefter hun opdagede, at hun havde mistet sin pung.
Politiet har en teori om, at manden fulgte efter kvinden fra Netto til hendes adresse.
"Det er meget sandsynligt, at hun har tastet koden ind til sit Dankort i Netto, og så er han fulgt efter hende hjem, hvor der er fred og ro til, at han har kunnet distrahere hende," siger Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi.
Signalement
Mand af udenlandsk herkomst
25-35 år
Spinkel af bygning
Taler gebrokken engelsk
Iført blå tophue og mørkeblå dunjakke
Kilde: Sydøstjyllands Politi
Publiceret 20 December 2018 10:37