VIA-bygningen med det voldsomme tagudhæng midt i billedet, sætter ifølge forslaget cirka højde-normen.
VIA-bygningen med det voldsomme tagudhæng midt i billedet, sætter ifølge forslaget cirka højde-normen.
Arkivfoto: Boll-
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Udvalg skærer to etager af hus

Miljø- og Planudvalget har lyttet til de kritiske naboer til nybyggeri på Vesterskovvej og skærer to etager af højden

Af Jørgen Bollerup Hansen

Et enigt Miljø- og Planudvalg indstiller til økonomiudvalget og byrådet, at de nye etagerboliger på VIA-grunden på Vesterskovvej højst bliver fem etager - og ikke de syv, som det fremgår i forslaget til kommuneplantillæg og lokalplan.

 

Beslutningen er truffet efter, at forslaget har været i offentlig høring, hvor der kom 15 høringssvar - heriblandt ét underskrevet af 95 borgere, primært fra lokalområdet.

 

Høringssvarene udtrykker generelt bekymring for skygge- og indbliksgener, samt for trafikale forhold og parkering samt bekymring for Skanderborgs fremtidige visuelle udtryk.

 

En del er også bekymret for den fremtidige beboersammensætning, da byggeriet planlægges med forholdsvis mange mindre boliger, hvoraf flere vil være egnede for flygtninge.

Som nu - og lidt højere

“Vi har valgt at tage udgangspunkt i det, som naboerne har at kigge på i dag og må tåle,” siger udvalgsformand Claus Leick (SF).

 

“Den nuværende VIA-bygnings højde svarer cirka til fire og en halv etage. Vi siger så ja til at gå en lille smule højere.”

 

“Vi er enige om, at syv etager er for massivt. Det er samtidig et af midtbyens højeste punkter. Og hvor man andre steder, hvor der bygges højt, starter med lavere byggeri ind til naboerne og så skalerer op, så ville syv etager på Vesterskovvej blive en massiv mur at se på.”

 

Ifølge Claus Leick spiller det også ind, at hele processen på Vesterskovvej ikke er startet med en udpegning af arealet til højt byggeri i Kommuneplanen - med den proces, det indbærer - hvorefter der som normalt så laves en lokalplan inden for den ramme.

 

“Ideen kom oprindelig som en anbefaling fra arbejdsgruppen, der lavede rapporten 'Heslig Smuk'. Ud fra det bad Økonomiudvalget om at indhente nogle konkret forslag, og derfor kommer forslaget til et boligbyggeri nu som et tillæg til Kommuneplanen,” siger Claus Leick.

Færre boliger på grunden

Han tør ikke sige, hvad udvalgets anbefaling betyder for Skanderborg Andelsboligforenings planer om boligbyggeri på grunden, som boligselskabet endnu ikke har købt.

 

“Det betyder, at der kan bygges færre boliger, så jeg ved ikke, om projektet så er realistisk. Der skal jo også bruges ret mange penge på at rive VIA-bygningen ned. Men det er ikke noget, vi har forholdt os til som udvalg, og jeg er glad for, at det er et enigt udvalg, der står bag anbefalingen,” siger Claus Leick.

Der ses på konsekvenserne

Erling Weber Jensen, direktør i Skanderborg Andelsboligforening kan heller ikke på stående fod sige, hvad det betyder for projektet.

 

“Men jeg er blevet bedt om at beskrive alle konsekvenser af den her anbefaling til økonomiudvalget og byrådet. Det er jeg ikke kommet i gang med endnu, men det vil jeg gøre,” siger Erling Weber Jensen.

 

Det er planen, at Økonomiudvalget skal diskutere indstillingen fra Miljø- og Planudvalget i næste uge, så sagen kan nå i byrådet før jul.

Publiceret: 06. December 2017 12:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt