Carsten Knudsen var en af de tre Nattergale, der i 1991 skabte The Julekalender. UgeBladet mødte ham i Galleri Art Expo, der dengang var Saks Film & Studio, hvor julekalenderen blev optaget.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

The Julekalender set indefra: 'Overvældende, fantastisk og vildt'

26 år efter The Julekalender første gang løb over skærmen, giver den stadig stof til eftertanke hos snittenissen Günther alias Carsten Knudsen

Et stykke dansk kulturhistorie blev op mod jul for 26 år siden skabt i et stort filmstudie nær Hørning, da ejeren af Saks Film & Tv, Hans Erik Saks sammen med trioen De Nattergale skabte The Julekalender.

The Julekalender fik overmåde stor succes, og er genudsendt op til jul flere gange - også i år, hvor den kan ses på TV2 Charlie.

LÆS OGSÅ: Sidste udkald til jul hos Gertrud Berg

Saks Film & TV på Søvejen 35 i Hørning blev senere lukket og adressen huser i dag Sarah Høis galleri Art Expo, der med sine 1200 kvadratmeter i grundplan er blandt Danmarks største gallerier.

På redaktionen var vi nysgerrige efter at høre, hvordan det egentlig er at skrive Danmarkshistorie. Derfor spurgte vi Sarah Høi, om vi måtte have lov at låne galleriet en dag og lade en af de gamle Nattergale krydse sit spor.

Valget faldt på the kartoffelwoman Gertrud Sand, alias snittenissen Günther alias Carsten Knudsen, som vi op til 1. december inviterede på kaffe hos Art Expo og en rundtur i det, der nu er et galleri.

Carsten, hvornår blev I klar over, at The Julekalender var ved at skrive historie?

”At vi var midt i at skrive et stykke dansk kulturhistorie, det vidste vi jo ikke, mens vi indspillede The Julekalender. Det gik først lige så stille op for os i løbet af december det år. Og helt kort, så var det både overvældende, fantastisk og vildt. Og selvom vi har hver vores karrierer i dag og kun ind imellem mødes som De Nattergale, så er The Julekalender noget, folk bliver ved at huske os for. Så selvfølgelig har det haft stor betydning for os”

Noget af det, folk især husker The Julekalender for, at det meget velklingende nye sprog, I tilsyneladende opfinder undervejs. Var det noget I fandt på spontant, mens I optog?

”Det med sproget kom snigende midt i optagelserne. Vi optog først scenerne med Gertrud og Oluf Sand og Benny. Og nej, det var ikke noget, vi spontant fandt på undervejs. Vi havde et manuskript og nedskrevne replikker – et tykt, tykt manus.”

”Hvad mange nok ikke ved, så ligger vestjysk altså lingvistisk ret tæt på engelsk, der et et stort sprogsammenfald, så det var meget nærliggende at lade nisserne tale den her blanding af vestjysk og engelsk. Æ hus - a house, mæ de wuns – at once. Det er jo helt tydeligt."

"Faktisk var vi ikke helt galt afmarcheret, for der er siden en sprogforsker, der har brugt netop The Julekalender som case i en afhandling om, hvordan sprog opstår. For os blev det lidt som en leg. Jeg havde ikke selv problemer med at holde masken, men Viggo og Uffe, de kunne fnise og fnise og knækkede sammen af grin.”

Hvorfor fik du rollerne som Gertrud og Günther?

”Jeg fik rollen som Gertrud Sand, fordi jeg var den eneste, der vidste, hvordan man laver brunede kartofler. Og hvem der skulle spille hvem af nisserne, det er sådan lidt klassisk sat op. Du kender den hvide klovn – ham der er bedrevidende og fornuftig. Det er Viggo, altså Fritz. Så er der klovnen, der er lidt en bondeknold. Det blev så Uffe – altså Hansi. Og så er der den yngste, Günther, det er mig. Jeg var sådan lidt stum og gjorde bare, hvad Fritz sagde.”

De Nattergale optrådte fast sammen indtil 1993. Siden har de også optrådt sammen ved særlige lejligheder. Carsten Knudsen fortsatte karrieren solo i samme boldgade.

Hvad laver du i dag?

”Jeg tager rundt og optræder som entertainer og underholder alle mulige steder: Fester, arrangementer, firmafester."

"Min drøm var aldrig at blive komiker. Jeg var jo musiker. Og så var jeg ret stille og lidt genert, og derfor syntes jeg, det var så ok, at vi var tre på scenen. Og der stod jeg så pludselig alene foran publikum. Men jeg har jo lært at stå alene på scenen foran en fuld sal. I dag har jeg spillet langt flere jobs solo end som nattergal.”

”Og helt alene er man jo aldrig. Et godt show sker i en dialog med publikum, hvor man lidt udfordrer hinanden eller ja, jeg bruger dem lidt, og det vil de fleste heldigvis gerne være med til. Jeg har for eksempel lige optrådt for 140 skattefolk og fik skatteministeren op og danse med mig. Han skyndte sig godt nok hurtigt ned igen.”

Oplever du et forventningspres i forhold til altid at skulle være sjov?

”Nej. Jeg synes ikke, det er en spændetrøje. Og det er jo heller ikke sjov det hele. Et godt show for mig er en balance mellem det sjove og det poetiske. Og jeg har altid en masse instrumenter med på scenen - og tit også nogle nye. Jeg synes, det er sjovt at introducere nye instrumenter.

Har du nye projekter i støbeskeen?

”Ja, noget helt nyt nu er at jeg forsøger sammen med mit bookingbureau at nå ud til festivaler sammen med et orkester. Så jeg kunne da godt ønske mig i julegave, at jeg kunne råbe Smukfest op, hehe. Så kunne vi ses til august i Bøgeskoven. Lige nu er faktisk første gang i mit liv, at jeg har jobs langt ud i kalenderen. Jeg har gang i et nyt show, der hedder 'Hvor er vi nu henne'. som jeg skal på landevejen med i 2019.”

Høj
Høj

Publiceret: 06. December 2017 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg