Marcus Mørk blev topscorer, da Skanderbrog Håndbold spillede sig i pokal-kvartfinalen. Arkivfoto: Ole Nielsen

Marcus Mørk blev topscorer, da Skanderbrog Håndbold spillede sig i pokal-kvartfinalen. Arkivfoto: Ole Nielsen

Trods trafikkaos og vild teenager:

Skanderborg videre i pokalen

Skanderborgs håndboldherrer er kun en enkelt sejr fra Final4

Håndbold Santander Cup 1/8-finale Nordsjælland Håndbold – Skanderborg Håndbold 18-19 (7-10). Mål Skanderborg: Marcus Mørk 5 (foto), Mathias Bitsch 4, Cornelius Kragh 3, Lars Skaarup 3, Morten Balling 2, Jonas Samuelsson 1, Mike Haack 1.

Skanderborg Håndbold er for anden sæson i træk fremme ved kvartfinalerne i pokalturneringen Santander Cup og dermed kun en enkelt sejr fra deltagelse i Santander Final4 i Boxen, hvor holdet også var sidste år. Det står klart efter en halvvild kamp lørdag i Helsinge Hallen mod Nordsjælland Håndbold, hvor Skanderborg vandt 19-18.

Kampens optakt var kaotisk for begge mandskaber. Nordsjælland har været ramt af et sandt skadeshelvede de sidste uger og var uden fire profiler til dagens opgør. Skanderborg var derimod i stærkeste opstilling, en alvorlig ulykke med en væltet lastbil med brændstof lukkede motorvejen over Fyn, så den nornale rejsetid til Helsinge på fire timer blev fordoblet. Kampen måtte derfor flyttes fra kl. 16.00 til 19.00.

Stærke keepere

Kampen blev med mindste score i mands minde med Skanderborg som deltager. Begge holds målvogtere, Marcus Holmen og Kristoffer Laursen stod begge fremragende kampen igennem.

Midtvejs i 1. halvleg var stillingen blot 5-5, men fire Skanderborg-mål i træk, fra 4-5 til 8-5 bragte Skanderborg foran med mere end 2 mål for første gang. Pausestillingen var beskedne 10-7.

Værterne spillede samtlige 60 minutter med de tre samme bagspillere, og man kunne vel forvente, at det ville koste på fysikken i slutningen af kampen. Det skete bare ikke. De unge Nordsjælland-spillere kæmpede heroisk og specielt unge Matias Campbell imponerede med 7 mål i sin seniordebut.

Også Skanderborgs tidligere venstre fløj Frederik Iversen fik en flot debut for sin nye klub med tre mål på ligeså mange forsøg.

Sen afgørelse

Efter pausen var billedet uændret. Begge målmænd var kampens stjerner. Skanderborg førte gennem samtlige 30 spilminutter fra mellem 1 til 3 mål, så kampen var først afgjort i de sidste sekunder.

Cheftræner Nick Rasmussen fandt aldrig helt den angrebsopstilling, der virkede, og meget endte i hænderne på Morten Balling og Marcus Mørk de sidste 5-10 minutter, på en dag hvor Cornelius Kragh ikke rigtigt kom i gang.

Dagens Skanderborg-spiller blev keeper Kristoffer Laursen, der også i slutminutterne var afgørende for, at værterne aldrig kom på uafgjort eller med mulighed for at fravriste Skanderborg sejren.

Kilde: Skanderborg Håndbold

cns

Publiceret 26 August 2019 16:00