I front sveder Michael Witting Bonde. Privatfoto

I front sveder Michael Witting Bonde. Privatfoto

Benhård vilje betaler sig:

"Det var vanvittigt hårdt"

Efter en kamp mod massive kramper gennemførte UgeBladets souschef, Michael Witting Bonde, bjergløbet La Marmotte

Af
Grethe Bo Madsen

Cykling Bjergløbet La Marmotte er kendt som et af verdens hårdeste motionsløb med en stigning på 5000 højdemeter fordelt over 174 kilometer. Undervejs passeres nogle af de mest frygtede alpetoppe, blandt andet Col du Glandon, Col Du Télégraphe og Col du Galibier og løbet slutter af på toppen af Alpe d’Huez.

Hvert år deltager 7.500 cyklister - godt 2.000 er danskere.

En af dem, der har gennemført løbet er Kronprins Frederik, som deltog i 2016.

Samme år hoppede UgeBladets mediekonsulent og souschef Michael Witting Bonde i sadlen og begyndet at trampe løs. I lørdags den 7. juli kunne han så gøre kronprinsen kunsten efter. Michael gennemførte løbet i tiden 8 timer og 47 minutter.

"Av, av, av. Så blev La Marmotte gennemført. Det var vanvittigt hårdt. Nok noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Undervejs frygtede jeg virkelig, at jeg ville blive nødt til at droppe at gennemføre, for da jeg var på vej ned af Galibier, fik jeg så massive kramper, at jeg blev nødt til at stå af og samtidig massere musklerne og strække ud i 40-50 minutter," fortæller han.

"Men stille og roligt kom jeg op på cyklen igen. Jeg havde stadig kramper, som kom snigende hele tiden, men helt mirakuløst så forsvandt kramperne i bunden af Alpe d'Huez, og jeg kunne derfor cykle op i en relativ god tid efter 160 kilometer," konstaterer en lettet og udmattet cyklist.

Stresser af på cyklen

Interessen for cykling kom, efter at Michael måtte lægge fodbold på hylden på grund af en skade. I 2016 begyndte han så at cykle for andet en sjov.

"Jeg cykler for at stresse af i min hverdag. Når jeg kommer ud på landevejen, så er det bare mig og tankerne. Det er egentlig derfor, jeg cykler, men selvfølgelig er det også god motion, og så giver det mig energi," forklarer han.

Prøve grænser af

Lysten til at prøve kræfter med La Marmotte er ikke ny. Faktisk var Michael tilmeldt i 2017, men han styrtede og fik hjernerystelse under træningen op til løbet, og måtte undlade at deltage.

"Dybest set så handler deltagelse i et løb af den kaliber om at prøve grænser af. At vise for mig selv, at det kan jeg godt.

Det at have sådan et mål får mig også til at yde noget mere i dagligdagen. Selvom jeg har en lille søn, så kommer jeg alligevel ud og får trænet nogle timer, efter han er blevet puttet."

"Bjergtræning"

Da Danmark er temmelig bjergfattigt, har Michael Witting Bonde måttet tage andre metoder i brug for at komme i træning til de mange timers bjergkørsel i La Marmotte.

"Jeg har trænet meget i intervaller. Det er en måde at simulere bjergkørsel på, hvor man vænner kroppen til at yde i længere tid og trampe noget energi ned i pedalerne," forklarer han.

Publiceret 13 July 2019 09:00