Jonas Bjerre fra Skanderborg er et skaktalent ud over det sædvanlige. Han har netop vundet DM-sølv hos seniorerne. Arkivfoto Christina Johansen

Jonas Bjerre fra Skanderborg er et skaktalent ud over det sædvanlige. Han har netop vundet DM-sølv hos seniorerne. Arkivfoto Christina Johansen

Skanderborg-talent fik DM-sølv efter omkamp

Ud over sølvet reddede Jonas Bjerre sig også en stormesternorm

Den kun 14-årige Skanderborg-spiller IM Jonas Bjerre DM blev mandag eftermiddag nummer to i DM i skak - for seniorer.

Jonas var i omkamp med stormester Allan Stig Rasmussen, efter at de to spillere var begge endt på 6½ af 9 mulige point i turneringen, der havde varet 9 dage og blev spillet på Hotel Svendborg.

Omkampen bestod først af to hurtigskakpartier med betænkningstiden 20 minutter til hele partiet plus ekstra 5 sekunder pr. træk. Her startede Jonas med at vinde første parti med hvid.

Nu var Allan Stig Rasmussen tvunget til at vinde næste parti, hvis han ville blive inde i matchen, og komme ud i lynskakomkamp, hvor betænkningstiden er helt nede på 3 minutter til hele partiet plus 2 sekunder pr. træk.

Sudden Death

Det lykkedes Allan Stig at slå tilbage i andet hurtigskakparti, og da lynskakken også endte 1-1, måtte man ud i et såkaldt Sudden Death parti med 6 minutter til hvid og 5 minutter til sort.

Ved remis er det sort, der løber med titlen. Selvom Allan Stig Rasmussen med sort kunne nøjes med remis, vandt han Sudden Death partiet og er nu danmarksmester for fjerde gang. De første tre titler kom i 2010, 2011 og 2014.

Første stormesternorm

Når Jonas Bjerre lige har sundet sig lidt ovenpå nederlaget i omkampen, kan han kigge tilbage på en turnering, der vil stå som en milepæl i hans karriere. Han scorede nemlig sin første stormesternorm. For at blive stormester i skak, skal man have 3 stormesternormer og et ratingtal (styrketal) på mindst 2500. Det sidste mål er Jonas snublende tæt på, hans nye tal hedder 2491 og de to manglende stormesternormer kan komme når som helst.

Tre i top-10

Yderligere to spillere fra Skanderborg Skakklub spillede sig i top-10 ved DM. IM Bjørn Møller Ochsner blev nummer 7 med 3½ point, mens FM Filip Boe Olsen blev nummer 10 med 2 point.

Publiceret 23 April 2019 10:30