Cornelius Kragh blev topscorer for Skanderborg mod Nordsjælland, men faldt med holdkammeraterne i slutfasen. Foto Ole Nielsen

Cornelius Kragh blev topscorer for Skanderborg mod Nordsjælland, men faldt med holdkammeraterne i slutfasen. Foto Ole Nielsen

Flot opbakning blev ikke honoreret med point

Skanderborgs ligaherrer ramte slet ikke skiven mod Nordsjælland

Herreligaen Skanderborg Håndbold-Nordsjælland Håndbold 25-29 ( 15-14) Mål Skanderborg Håndbold: Cornelius Kragh 7, Jonas Samuelsson 5, Morten Balling 4, Lars Skaarup 2, Marcus Mørk 2, Mathias Bitsch 2, Nikolaj A. Nielsen 1, Mads Kalstrup 1, Morten Kirk Olesen 1.

Det blev ikke i denne kamp, at slutspillet endegyldigt blev sikret for Skanderborg. Det krævede nemlig to point imod Nordsjælland, og de blev helt fortjent snuppet af gæsterne, der viste sig som det klogeste og dygtigste hold, da kampen skulle afgøres de sidste 10 minutter.

Det blev aldrig Skanderborgs dag i Orangeriet, men det var ikke kulissens skyld. Det var imponerende, hvilken kulisse de mange fremmødte kl. 20.30 leverede, ikke at forglemme de mange fra Nordsjælland, der trofast fulgte deres hold og kunne se frem til en sjov hjemtur, med meget sen hjemkomst.

Fight og intensitet

Kampen vil blive husket mere for fight og intensitet end for flot håndboldspil. Gæsterne kom bedst fra land og efter fire minutter var Nordsjælland foran 3-1 på tålmodigt angrebsspil, mens Skanderborg de første mange angreb valgte for hurtige og forhastede løsninger. De ville så gerne, de grønne, men endte med at stå i forsvar i 10 ud af de første 12 minutter.

Første Skanderborg-føring kom via Lars Skaarups mål til 6-5 efter 13 minutter og derfra fulgte en god periode og 10-7 på måltavlen. En 2 minutters udvisning til Mathias Smed blev efterfølgende dyr og 3 minutter efter stod det 10-10.

Pausestillingen var 16-15 i Skanderborg favør og absolut intet var afgjort.

Stillingskrig

Nordsjælland kom også godt ud fra pausen og udlignede i første angreb, så alt igen var helt lige. Herfra var det en lang stillingskrig med Skanderborg i front med et enkelt mål, og først efter 41 minutter kom Skanderborg første tomåls føring efter pausen. En efterfølgende udvisning til gæsterne blev desværre tabt 0-2, så i stedet for at trække yderligere fra bragte gæsterne igen balance på måltavlen.

Holdene fulgtes ad med 1 måls skiftende føringer de efterfølgende minutter. Jonas Samuelsson scorede Skanderborgs mål nummer 25, til 25-26 efter 22 minutters spil, og gæsterne tog timeout. Her knækkede filmen for Skanderborg-spillerne, der brændte den ene chance efter den anden i de resterende otte minutter af kampen. Stille og roligt trak gæsterne fra, og efter den afslutning må man bare erkende, at Ian Marko Fogs tropper vandt fortjent og samtidig formodentligt endegyldigt kom i sikkerhed fra plads nummer 14.

Der manglede lidt af det hele

Hvad gik der så galt ? Det var vel i grunden lidt af det hele. Defensiv, redninger og offensiv. Der var ingen af de tre dele, der rigtigt ramte niveau over 60 minutter, og så manglede den normale gyldne evne til at lukke og slukke kampene, når det er tæt i afslutningen. Man kan vel godt kalde det en kollektiv offday, selvom den vending måske er en anelse slidt.

Nikolaj A. Nielsen sled og slæbte på stregen, men det rakte ikke i 25-29 nederlaget mod Nordsjælland. Foto Ole Nielsen

Nikolaj A. Nielsen sled og slæbte på stregen, men det rakte ikke i 25-29 nederlaget mod Nordsjælland. Foto Ole Nielsen

Skanderborg beholder sin aktuelle 4. plads trods nederlaget, og skal kun vente tre dage på at få revanche, da holdet allerede torsdag møder Ribe-Esbjerg på udebane.

Kilde: Skanderborg Håndbold

Publiceret 19 February 2019 13:30