Trine Knudsen blev med fem scoringer topscorer for Skanderborg i Ikast. Arkivfoto Ole Nielsen

Trine Knudsen blev med fem scoringer topscorer for Skanderborg i Ikast. Arkivfoto Ole Nielsen

Skanderborg-damer på ret kurs trods nederlag

De grønblusede pressede Herning-Ikast gennem hele kampen

TTH Ligaen Herning-Ikast Håndbold- Skanderborg Håndbold 27-24 (14-11) Mål for Skanderborg: Trine Knudsen 5, Marie Aamand 4, Stine Holm 4, Katrine Larson 3, Sofie Alnor 3, Mette Brandt 2, Sidsel Mejlvang 1, Sofia Deen 1, Stine Kristensen 1.

Kampen lørdag eftermiddag i Ikast blev lige så svær som forventet for Skanderborgs ligadamer.

Men modsat de to foregående kampe mod hhv. Randers og København var Skanderborg helt anderledes med fra starten af kampen. Holdet fik scoret sit første mål i det andet minut – og var foran i et halvt minut, før hjemmeholdet fik gang i scoringerne til 3-1. Næsten otte minutter gik der dog, før gæsternes andet mål faldt.

Der måtte således en timeout til og gang i syv mod seks-spillet, hvor HIH flere gange skød ved siden af Skanderborgs tomme mål, og dermed holdt Skanderborg fast i en afstand på to-tre mål. Holdet var dog nede med fem efter 20 minutter (12-7), men fik sig spillet tilbage og kunne gå til pausen bagud med tre.

Ganske som vanligt, fristes man til at sige, blev anden halvleg bedre for Skanderborg, som faktisk fik udlignet til 21-21 med kun ti minutter igen og dermed bragte spænding ind i kampen. Der stod også 22-22, hvorefter HIH’s garvede målvogter Sabine Englert kom ind og lukkede ned med fire redninger til sidst. Skanderborg spillede dog lige op med HIH i anden halvleg (13-13), men måtte drage hjem uden point.

Optimistisk træner

Trods nederlaget var der optimisme hos både træner og spillere efter kampen.

"Det var en svær kamp på en svær udebane, men jeg synes, vi løste det rigtig fint langt hen ad vejen. Vi er glade for, at vi havde et helt andet udtryk, og for, at vi fik presset HIH til at spille med deres start-syver i store dele af kampen. Selv om vi ikke lige havde marginalerne med os i dag, fik vi leveret en god præstation og rejst os efter kampene mod Randers og København – og er nu tilbage på et rigtigt fornuftigt spor," sagde Kristian Danielsen efter kampen.

"Og så skal pigerne have stor ros for at gå på banen og arbejde meget fokuseret med deres opgaver. Vi bragte mange initiativer ind i kampen, og som kampen blev spillet, udfordrede jeg holdet på en masse omstillinger, hvilket jeg synes, vi løste flot og fik lagt et stort stres på HIH-mandskabet. Så, en flot kamp på mange parametre og mange gode ting, vi kan bruge fremadrettet. Men Englert afgjorde det for dem til sidst," tilføjede han.

Skanderborg tager på lørdag 23. februar imod Viborg HK i Fælledhallen. Der er kampstart kl. 15, og som altid vil en masse grøn opbakning på lægterne betyde uendeligt meget for holdet. Der er gratis entré.

Publiceret 18 February 2019 09:00