Morten Balling scorede det afgørende mål i sejren over Nordsjælland - en sejr, der udløser en plads i Final4. Arkivfoto Ole Nielsen

Morten Balling scorede det afgørende mål i sejren over Nordsjælland - en sejr, der udløser en plads i Final4. Arkivfoto Ole Nielsen

Håndbold:

Skanderborg-mænd klar til Final4 i Boxen

Nordsjælland blev besejret via en scoring i sidste sekund. Nu venter Århus Håndbold.

Santander Cup, kvartfinale Skanderborg Håndbold – Nordsjælland Håndbold 33-32 (17-15). Mål Skanderborg: Marcus Mørk 10, Morten Balling 5, Nikolaj A. Nielsen 4, Mathias Bitsch 4, Morten Kirk Olesen 2, Jonas Samuelsson 2, Lars Skaarup 2, Kristian Bonefeld 2, Mike Haack 2.

Skanderborg Håndbold er kvalificeret til Santander Cup Final4. For anden gang i klubbens historie står den på deltagelse i det prestigefyldte finalestævne, der i denne sæson for første gang skal spilles i Boxen i Herning 16. og 17. marts.

Det blev en realitet, da Skanderborg i onsdags vandt et vanvittigt drama i Orangeriet med en scoring i de sidste sekunder af Morten Balling, der reddede kastanjerne ud af ilden, da Skanderborg fik ualmindeligt svært ved at score i kampens sidste 15 minutter.

Orangeriet var i perfekt form med ganske få pladser og et fantastisk veloplagt publikum. Gæsterne fra Nordsjælland havde også medbragt imponerende 50 tilhængere, der virkeligt skal roses for at bidrage til en fremragende kulisse sådan en onsdag aften tæt på frysepunktet.

God start på kampen

Skanderborg kom bedst fra start og var halvlegen igennem i front med 1-2 mål, men gæsterne slap aldrig taget i kampen og ved klogt og også lidt langsomt angrebsspil tabte Skanderborg- defensiven ofte koncentrationen til sidst og det kostede dyrt. Halvlegen endte med en 17-15 føring til Skanderborg. Fire udvisninger til begge hold de første 30 minutter var med til at gøre opgøret rodet og uden det helt store flow.

Det var i det hele taget tydeligt, at det var en knald eller fald kamp og en af den slags med overordentlig stor betydning. Begge hold VILLE med vold og magt med til Boxen til marts, såder blev ikke givet ved dørene i en eneste situation i løbet af kampen.

Fra 2. halvlegs start var Skanderborg klart det bedste hold på banen. De første 6 minutter blev vundet 6-3 og man anede måske, at der var en afgørelse på vej, men det skulle vise sig ikke at holde stik. En Nordsjælland-timeout efter 7 minutter betød, at kampen vendte på hovedet igen, og gæsterne kunne med 3 mål i træk reducere Skanderborg-føringen til 2 mål ved 23-21 efter 38 minutter.

Kampen var fortsat intens og fyldt med nerve og nerver, men igen trak Skanderborg fra, og var efter 47 minutter i front med 6 mål: 29-23. Den føring blev skabt af primært Marcus Mørk i den offensive ende og så af et godt indhop af Bertram Obling i Skanderborg-målet.

Grønne i knibe

Men det 47. minut blev samtidig startskuddet til endnu et stærkt Nordsjælland-comeback, hvor 7 mod 6 spillet viste sig fra sin mest effektive side. Gang på gang lykkedes gæsterne med at spille deres effektive strege fri stil scoringer, mens Skanderborgs angrebsspil faldt helt fra hinanden.

Blot fire mål formåede Skanderborg at score de sidste 13 minutter, mens gæsterne nettede hele 9 gang i samme periode. Skanderborg manglede også redninger i det sidste kvarter, men chancerne der blev scoret på, var også i den store kategori.

Nordsjælland kom helt op på uafgjort 31-31 med knap 2 minutter tilbage på uret, og stemningen var langt over kogepunktet i Orangeriet. Og her viste Morten Balling sig så fra den mest grumme side, set fra modstandernes synspunkt. Han scorede kampens to sidste mål - begge af Mads Kalstrup under dagens aftermatch døbt morfar-mål . Balling gjorde det 32-31 efter 59 minutter, og Johan Meklenborg udlignede på straffekast med 22 sekunder tilbage af kampen.

Balling i centrum

Man anede en mulig omkamp, men Morten Balling ville det anderledes. Med sit 5. mål i kampen afgjorde han kvartfinalen i nærmest sidste sekund, og Orangeriet gik fuldstændigt amok i sejrsrus.

"Vi er i Final4 og det er en fantastisk præstation af spillere, trænere og ikke mindst publikum der har bakket helt fantastisk op i både Skjern- og Nordsjælland-kampene," lyder det fra Skanderborg Håndbold.

Inden dette referat skal afsluttes, så skal der også lyde en stor respekt til Nordsjælland. Både spillere og publikum ydede en fremragende fight og bidrog til en håndboldkamp af bedste skuffe. Man kunne ikke lade være med at føle med holdet, der i sidste sæson kvalificerede sig til slutspillet, men i denne sæson er de gået fra det ene smalle nederlag efter det andet.

Lodtrækningen efter kampen betyder, at Skanderborg møder Århus Håndbold i den ene semifinale, mens BSV og Aalborg Håndbold mødes i den anden.

Kilde: Skanderborg Håndbold

Publiceret 20 December 2018 09:30

SENESTE TV