Skanderborg nede i kampen mod TTH. Arkivfoto: Per Bille

Skanderborg nede i kampen mod TTH. Arkivfoto: Per Bille

Håndbold: Skanderborg var langt fra point mod TTH

Tingene spillede bare ikke for de grønne mod Holstebro - andet nederlag i træk til Skanderborgs herrer

Håndbold – TTH Holstebro 24-29 (11-13). Mål Skanderborg: Morten Balling 5, Jonas Samuelsson 4, Cornelius Kragh 4, Kristian Bonefeld 3, Lars Skaarup 2, Mads Kalstrup 2, Mathias Bitsch 2, Morten Kirk Olesen 1, Mike Haack 1.

Det blev til et fortjent nederlag på fem mål i dagens kamp mod TTH Holstebro, som vi bare må tage hatten af overfor og erkende at de var både bedre og klogere set over alle 60 minutter.

Sådan lyder det i Skanderborg Håndbolds referat fra onsdagens kamp.

Marcus Mørk var desværre ikke til rådighed til dagens kamp grundet den lidt drilske rygskade han pådrog sig for et par uger siden, og trænerstaben valgte helt at spare Marcus i håb om at han er klar til næste uges opgør i Orangeriet mod BSV.

Og fraværet af Marcus Mørk faldt på en yderst skidt dag da de grønne langskytter på godt jysk havde en mindre heldig dag.

Procenter på skud fra distancen var en væsentlig årsag til, at Skanderborg ikke kom i nærheden af point, og cocktailen blev blandet med en god portion tekniske fejl, som gjorde den udrikkelig i pointsammenhæng. Der var simpelthen ikke fart og kvalitet nok i angrebsspillet.

Klog modstander

I den anden ende stod defensiv faktisk udmærket, specielt før pausen, men man må i den grad tage hatten af for den klogskab, som TTH kom til dagens opgør med. Alt tempo blev taget ud af deres offensiv og tålmodigt afventede de klogelig at hullerne opstod, når Skanderborg faldt i staver til sidst i mange angreb. Man kan diskutere om det var rimeligt, at der var væsentligt flere passive markeringer fra dagens dommerpar i Skanderborgs angrebsspil, men sådan er der jo så meget.

Kampens første fem minutter var fordelt på tre mål til hver, hvorfra gæsterne bragte sig i front med 2-3 mål. Skanderborg fik kontakt igen ved 8-8 efter 17 minutter og TTH forlangte timeout.

Herfra indsneg der sig igen for mange grønne fejl og gæsterne stak igen af med et par mål og det fastholdt de klogeligt i en hektisk afslutning på halvlegen, der vel bedst kan betegnes som totalt kaos, præcis som socialdemokraterne advarede om op til valget i 1935.

På dagens kunne hjemmeholdet godt lige have brugt Stauning på Fælleden til at dæmpe hjemmepublikummet lidt ned.

Hovedet blev tabt

Billedet efter pausen var næsten identisk med de første 30 minutter. Skanderborg hang på og fik udlignet til 15-15 efter 37 minutter, men herefter tabte de grønne igen hovedet og brændte alt for mange chancer.

Med 15 minutter tilbage forsøgte hjemmeholdet et større sats på at komme retur i opgøret bagud med fire mål, men intet hjalp mod et kynisk og yderst velspillende Holstebro-mandskab. Der var ingen spænding tilbage i opgøret de sidste 10 minutter, for da stod det klart, at det forblev en kollektiv offday for Skanderborg offensiven.

Det hele endte med 29-24 til TTH Holstebro - og den sejr var ikke et mål for stor.

Skanderborg må op på hesten igen, tilbage i træningslokalet og gør os klar til årets største hjemmekamp når lokalrivalerne fra BSV kommer på besøg onsdag 28. november kl. 20.30. Kilde:

Skanderborg Håndbold

Publiceret 22 November 2018 10:00