Peter Grove satte den 10-dobbelte græske mester, stormester Vassilij Kotronias, mat i Aarhus. Privatfoto

Peter Grove satte den 10-dobbelte græske mester, stormester Vassilij Kotronias, mat i Aarhus. Privatfoto

Imponerende sæsonstart for Skanderborg Skakklubs medlemmer

Talenter i alle aldre har leveret rigtig gode resultater

Skak I forbindelse med Aarhus Festuge deltog flere af Skanderborg Skaksklubs medlemmer i en stor, åben turnering med deltagelse af mange af landets skarpeste hjerner, og én af disse skarpe hjerner er Skanderborgs unge supertalent Jonas Buhl Bjerre.

Som vice-danmarksmester, nybagt international mester (IM) og medaljetager ved de nyligt afsluttede Ungdoms-EM’s U-14-klasse var det svært for Jonas at undgå en vis favoritværdighed, men et er at være forhåndsfavorit – noget andet er at opfylde profetien.

Årets arrangement stod Chess House og skakklubben SK1968 for, og spillestedet var Bellevue Hallen i Risskov. Det tiltrak hele 98 deltagere fra det meste af Jylland, og da røgen var lettet efter otte runders kombineret hurtigskak og langtidsskak (hhv. ca. 20 min. og to timer og 20 minutter pr. mand pr. parti), var Jonas sejlet ind på førstepladsen.

Og ikke nok med det. Skanderborgs nyeste elitespiller, Nikolai Brondt, og en af vore erfarne kræfter, Mads Boe, scorede med 6 points/8 begge en delt 3.-7.-plads. Lidt længere nede i rækkerne lykkedes det endda Skanderborg Skakklubs tidligere formand, Anders Haarup, at komme på en delt 1.-plads i ”ratinggruppe 8” med 3½ point.

Men det var ikke slut med Skanderborgs succes dér. I ugen inden den store Festugeturnering blev der nemlig afholdt Chess House’s 20-års Jubilæumsturnering, en lukket stormesterturnering, og dér spillede Skanderborgs Peter Grove. Som lavest ratede var forventningerne næppe store fra starten, men de blev overgået – og bedst i 8. runde, da Peter som sort fik skovlen effektivt under ingen ringere end den 10-dobbelte græske mester, stormester Vassilij Kotronias i et smukt parti. Turneringen blev sikkert vundet af den unge tyske IM Martin Zumsande, som endda scorede en norm til den eftertragtede stormestertitel.

Skak er heldigvis et spil, der kan nydes på alle niveauer, så folk, der har fået lyst til at prøve kræfter med Skakklubbens spillere, skal bare dukke op på Sundhedscenteret en glad tirsdag aften fra kl. 18.30.

Publiceret 25 September 2018 06:30

SENESTE TV