Kønt var det ikke:

Men det blev til et point mod Kolding

Unge Frederik Iversen fik en nøglerolle mod Kolding

Herreligaen KIF Kolding – Skanderborg Håndbold 26-26 (14-13) Mål Skanderborg: Kristian Bonefeld 6, Jonas Samuelsson 6, Morten Balling 4, Marcus Mørk 3, Frederik Iversen 2, Mathias Bitsch 1, Morten Kirk Olesen 1, Lars Skaarup 1, Nikolaj A. Nielsen 1.

Det blev de helt store følelsers aften i Kolding, da 5. runde af årets herreliga løb af staben. Konkursskyerne var blæst væk af stormen Knud i timerne op til kampen, men på og udenfor banen var der masser af andre følelser på spil. Tre grønne spillere skiftede før sæsonen til 6000 Kolding, så der var mange kampe i kampen.

Skanderborg sportschef Torben Væver lignede mest af alt et hvidt spøgelse på sin faste plads på pressepladserne, for med sit eget hold i den ene hånd havde han sønnike på venstre fløj i den anden. Og dramaet kunne stort set ikke være skrevet mere dramatisk. Både Kasper Irming og Andreas Væver spillede en afgørende rolle på det ultraslanke Kolding-hold, og i slutsekunderne kunne Andreas Væver have afgjort kampen, men Kristoffer Laursen var på plads og sikrede Skanderborg det ene point.

Inden da havde tilskuerne set en kamp, hvor Skanderborg var langt fra den gode offensive præstation, som man leverede i mandags mod Århus Håndbold.

KIF var bedst fra første minut og efter 8 minutter foran 4-1. Der skulle gå hele 9 minutter, før Skanderborg mål nummer to, blev sat ind af Nikolaj A. Nielsen, og med til historien hører også, at netop det mål var det eneste fra stregpositionen igennem alle 60 minutter. Midtvejs var stillingen 8-6 til hjemmeholdet, der efterfølgende løb ind i deres normale udskiftningsproblematik.

Koldings start-7´er er rigtig god, men kvaliteten falder, når udskiftningerne kommer. Efter 25 minutter var værterne hentet, og Skanderborg kom foran 11-10 ved Mathias Bitsch. Andreas Væver slog derefter kontra med to hurtige mål. Pausestillingen var 14-13 til værterne - og der var ikke uddelt mange sekunders pause til de 7 startere fra KIF.

Cornelius Kragh var med igen efter flere ugers pause og fik minutter før pausen, men han må erkende, at han skal have en uge mere i træningslokalet, før han rammer skiven. Det lyste ud af ham, hvor gerne han ville bidrage efter den ærgerlige skadesspause, men det tager mere end en enkelt træning at ramme timing i denne sportsgren, så det blev begrænset, hvor mange minutter Kraghs comeback varede, inden Nick Rasmussen byttede ud igen.

KIF igen bedst

Efter pausen var det igen KIF, der kom bedst ud. Denne gang gik der 12 minutter, inden Skanderborg fik scoret mål nummer, og det blev en af de ting, der blev afgørende for, at Skanderborg ikke kunne hjemtage begge point fra opgøret. Angrebsspillet var rustent og den opstilling opstilling aldrig fundet.

Tættest på kom trænerteamet med Kirk, Balling og Bonefeld, der i en periode kunne matche hjemmeholdets målstime, men heller ikke den opstilling kunne bringe os helt tilbage. De sidste fem minutter kom Marcus Mørk tilbage og heldigvis fandt han nogle guldkorn frem da det hele skulle afgøres.

Bagud 23-26 med 2,5 minut tilbage reducerede først Mørk og siden Bonefeld, inden unge Frederik Iversen på koldblodig vis satte udligningen ind til 26-26 med knap 1 minut tilbage på klokken. 29.46 stod der på haluret, da Kolding tog kampens sidste timeout, og stemningen var yderst intens blandt opgørets alt for få tilskuere. Det hele endte med en fri Andreas Væver i overgang og en mirakelredning fra Kristoffer Laursen i Skanderborg-målet.

Dramaet var komplet, og det var tydeligt, at følelserne hang uden på tøjet på flere af de implicerede i minutterne efter kampen. Skanderborg skal glæde sig over de positive tendenser i, at man, på trods af for mange jævne præstationer, trods alt får point med hjem.

Kilde: Skanderborg Håndbold

Publiceret 22 September 2018 15:00

SENESTE TV