Skanderborg-herrerne havde grund til at juble mandag aften, da Århus blev slået i sikker stil. Arkivfoto Ole Nielsen

Skanderborg-herrerne havde grund til at juble mandag aften, da Århus blev slået i sikker stil. Arkivfoto Ole Nielsen Ole Nielsen

Sikker sejr i lokalderbyet mod Århus

Fælleden er blevet en ny bastion for Skanderborg Håndbold

Herreligaen Skanderborg Håndbold – Århus Håndbold 35-31 (18-16) Målfor Skanderborg: Lars Skaarup 7, Jona Samuelsson 6, Nikolaj A. Nielsen 5, Marcus Mørk 4, Morten Kirk Olesen 3, Morten Balling 3, Mathias Bitsch 3, Kristian Bonefeld 2, Bertram Obling 1, Mads Kalstrup 1.

Tæt på 1.400 tilskuere havde fundet vej til sæsonens første østjyske lokalopgør og det gav en fantastisk stemning på Fælleden.

Skanderborg stillede til start med en komplet trup undtagen Cornelius Kragh, der stadig døjer med en drilsk skade omkring en lilletå. Gæsterne fra Århus havde til gengæld alle mand i aktion, og derfor var der også lagt op til et slag om Østjylland med hele kavaleriet kørt i stilling.

Skanderborg viste sig fra første sekund som dagens bedste angrebshold. Efter 4 minutter var vi i front med 3-1, men en tidlig udvisning til Mads Kalstrup gav Århus en håndsrækning til at returnere til 3-3 inden Skanderborg blev fuldtallige. De grønblusede fortsatte heldigvis hvor de slap da der igen var balance i mandskabernes styrker og efter 9 minutter var vi for første gang i kampen foran med 2 med 6-4.

Midtvejs var stillingen 10-8 og herfra øgede Skanderborg føringen til 15-10 og var klart i teten på det orange gulv.

Morten Balling missede et straffekast ved 17-13 med 4 minutter til pause, og efterfølgende fik gæsterne indhentet lidt af det tabte til pausestillingen 18-16 i Skanderborgs favør. Den kunne sagtens have været nogle mål større, men kampen var trods stor Skanderborg-dominans stadig helt åben før de sidste 30 minutter.

Fra første sekund af 2. halvleg var man faktisk ikke i tvivl om kampens udfald. De grønne kom igen fremragende fra start og der gik kun 3 minutter før Erik Veje forlangte en af hans kendte lyn-timeouts. Da var stillingen 21-17 og blot 6 minutter senere brugte Veje sin sidste mulighed for rundkreds ved stillingen 25-20.

Der var dog ikke rigtigt noget der hjalp for Vejes tropper i dag og Skanderborg fortsatte med at udbygge føringen, der efter 43 minutter var oppe på 28-21 og en komfortabel 7 måls afstand. Resultatet kom der aldrig tvivl om i kampens slutfase, men drama kom der dog alligevel. En flot og fortjent sejr til Skanderborgs drenge, som allerede skal i kamp igen på fredag i Kolding. Skal man i nærheden af et slutspil, så skal man vinde hovedparten af kampene mod de hold, der forventes at skulle spille med om de øverste 8 placeringer, og det var præcis 2 af disse point, vi i dag fortjent kunne sætte på kontoen.

Flere store præstationer

Det er umådeligt svært og tæt på uretfærdigt at fremhæve nogle spillere frem for andre i dagens opgør, for der var stort set kun gode præstationer. Men alligevel må Lars Skaarup nævnes i denne sammenhæng for 7 mål på 9 forsøg, men også Morten Kirk Olesen og Nikolaj A. Nielsen kan falde i søvn i aften med rigtig god samvittighed.

Men bag alle disse gode præstationer står Marcus Mørk dog lige et trin over alle, han er i raketfart blevet hjernen bag vor offensiv, og det giver altså en god tro på fremtiden, når vi ved, at der også snart står en Cornelius Kragh på holdkortet under Skanderborg Håndbold.

Kilde: Skanderborg Håndbold

Publiceret 18 September 2018 14:00

SENESTE TV