Skanderborg på lang mental rutsjetur i Aarhus

Offensiven kollapsede i lokalopgøret mod Aarhus United

HTH Ligaen Aarhus United - Skanderborg Håndbold 19-14 (13-8) Mål for Skanderborg: Trine Knudsen 5, Sofia Deen 3, Sidsel Mejlvang 2, Stine Holm 1, Mette Brandt 1, Sofie Alnor 1, Marie Aamand 1.

Rammerne var sat mandag aften i Stadionhallen i Aarhus, da Aarhus United tog imod naboerne fra Skanderborg. Fyldt hal, snurrende kameraer fra TV2 Sport, og både publikum og de to hold var klar til at give den gas.

Spillerne kender hinanden særdeles godt, både i kraft af relationer på tværs af holdene og i kraft af træningsfællesskabet i sidste sæson, så det var på mange måder en speciel kamp. Ikke mindst for de nyoprykkede gæster, som har startet sæsonen flot med små nederlag til hold som Silkeborg-Voel og Nykøbing Falster og ikke mindst den uafgjorte kamp mod TTH Holstebro, som gav sæsonens første point til Skanderborg.

Men det var ligesom helt glemt mandag aften i Aarhus. Skanderborg kom aldrig rigtig i flow, hverken i forsvar eller angreb, og der var grund til en peptalk i pausen fra træner Kristian Danielsen.

"Vi var nok en smule rystet i første halvleg, måske på grund af stemningen og kulissen, og vi begyndte at lave tingene individuelt i stedet for kollektivt. Specielt i vores forsvar, som er vores base, her blev vi utrygge og stod lidt for alene i stedet for at hjælpe hinanden. Den utryghed bredte sig til angrebet, hvor vi kun fik gang i det kollektive spil få gange. I stedet var der masser af dårlige afleveringer og fejl, hvor vi brød ud af flowet," forklarer træneren.

Anden halvleg endte 6-6.

"I anden halvleg stod vi forsvarsmæssigt bedre, men intet lykkedes i angrebet, hvor Ditte Vind pillede pynten af vores afslutninger. Uden det på nogen måde var kønt, så havde vi alle muligheder for at komme tilbage i kampen, vi greb dem bare ikke."

"Kampen blev en længere mental rutsjetur, end nogen af holdene nok havde forventet, og det blev desværre til en rigtig uskøn kamp, som langt fra udtrykker det slid, begge hold lægger for dagen i træningslokalet. Dog tror jeg, kampen har givet en lille øjenåbner og kan sammentømre holdet yderligere på den lange bane," understreger Kristian Danielsen.

Skanderborg-spillerne får allerede mulighed for at brage den af på lørdag, hvor de tager imod Team Esbjerg. Der er kampstart kl. 15.

Kilde: Skanderborg Håndbold

Publiceret 12 September 2018 09:00

SENESTE TV