Karla og Elmer er klar til DM-debut - og de glæder sig

15-årige Karla Dyhm-Junge deltager i denne uge i DM for pararyttere

Af
Claus Sonne

Når der i denne uge er danske mesterskaber for pararyttere, altså ryttere med et handicap, er Skanderborg Rideklub repræsenteret af 15-årige Karla Dyhm-Junge - og hesten Lance alias Elmer.

Karla Dyhm-Junge er født med rygmarvsbrok og har redet i små 10 år, også konkurrencer. Men det er hendes første konkurrence som pararytter.

"Jeg er delvist lammet i mit venstre ben, og det gør, at jeg i almindelige konkurrencer bliver trukket i point af dommerne, fordi benet lidt har sit eget liv. Så der var en, der foreslog, at jeg kunne blive pararytter," forklarer hun.

Grundig undersøgelse

For at blive godkendt som pararytter har Karla Dyhm-Junge været gennem et grundigt lægetjek. Meget grundigt endda.

"Der var tre fysioterapeuter og en læge, der undersøgte mit ben, så det var lidt vildt. Men jeg fik flere bundkarakter på benet," fortæller hun.

Som pararytter er Karla Dyhm-Junge i grad 5, hvor man finder de ryttere, der har det mindste handicap. Og selv om det er hendes første para-konkurrence, der venter, så er hun allerede udtaget til en talentgruppe for pararyttere og var for nylig til en træningssamling på Sjælland.

"Det var super. Der var træning med hesten, mentaltræning, kostvejledning og en masse hygge," lyder det fra 8. klasses eleven fra Skanderborg Realskole.

Samlingen har givet blod på tanden.

Karla Dyhm-Junge og Elmer i aktion. Privatfoto

Karla Dyhm-Junge og Elmer i aktion. Privatfoto

"Jamen, jeg vil prøve at blive så god som mulig, og jeg træner fem-seks gange om ugen. Det ville være fedt at komme med til stævner i udlandet. Inden det bliver muligt, er der lige nogle øvelser, jeg skal være bedre til," siger hun.

Lance alias Elmer

Når det gælder ridning er en ting imidlertid, hvad rytteren vil. En helt anden ting er, hvad hesten vil.

Karla Dyhm-Junge rider på 9-årige Elmer, der er en dansk sportspony og egentlig hedder Lance.

"Men der var mere Elmer end Lance over ham," griner Karla Junge og sætter flere ord på sin makker.

"Han har krudt i røven. Og så er han ikke ubetinget vild med nye ting, og det gik eksempelvis ikke specielt godt første gang, vi skulle ride i regnvejr. Eller første gang han oplevede regnfrakker og paraplyer. Til DM er der blandt andet storskærme ved siden af banen, og jeg kan godt være lidt nervøs for, hvordan han reagerer på det."

Grønskollinger

Med det sagt skal det med, at Elmer med sine 9 år stadig er en dressurmæssig grønskolling. Det samme kan siges om Karla Dyhm-Junge , der stiller op i en aldersgruppe, der går op til 25 år.

"Derfor ser jeg og min smadderdygtige træner, Alexandra Gerstorf Sørensen, også det kommende DM som en investering i fremtiden. Men det er klart, at jeg vil gøre alt for at gøre det så godt som muligt, og jeg har set frem til DM-stævnet siden januar. Meget endda," kommer det med et nyt smil.

Publiceret 06 June 2018 11:45

SENESTE TV