Stjær-stævne sætter ny deltagerrekord

I morgen, lørdag 2. juni femdobler det traditionsrige udendørs håndboldstævne indbyggertallet i Stjær. 131 hold skal spille 219 kampe

Når de første kampe fløjtes op på sportspladsen i Stjær lørdag den 2. juni kl. 9.00, sættes der endnu engang rekord, hvad angår Stjær Boldklubs udendørs håndboldstævne. Detfortæller klubben i en pressemeddelelse.

"131 hold har tilmeldt sig, hvilket betyder at der skal spilles ikke mindre end 219 kampe i løbet af dagen. De mange kampe har givet mere end problemer hos JHF kreds 5's dommerpåsætter, der må trække dommere til fra na-bokredsen. Vi håber dog at det lykkes ham at finde dommere nok til på lørdag," siger en af arrangørerne, Annette Thorsted, der onsdag aften kunne sende det færdige program ud til de mange deltagende hold.

Hold på venteliste

"Holdene kommer fra hele Jylland og flere nye klubber er med denne gang, bl.a har vi fået en tilmelding fra et hold fra Tinglev i Sønderjylland, som havde hørt om vort stævne fra en anden klub, og interessen har været rigtig stor i år. Lige nu har vi 3-4 hold på ventelisten, hold som vi meget gerne ville have med, og vi gør da også alt for at se om det kan lykkes os at finde plads til dem," fortsætter Annette Thorsted.

De mange deltagende hold betyder også, at Stjær som by for en dag vil blive 5-dobbelt rent 'indbyggermæssigt', for det forventes, at op imod 5000 mennesker vil finde vej til Stjær denne dag. Så der arbejdes der på at finde alternative muligheder til, hvor folk kan parkere deres biler.

Mange hjælpere

"Et så stort stævne betyder også mange frivillige hjælpere, og her er det især madboderne, hvor der skal besættes vagter, så vi kan sikre os at folk også kan få noget at spise og drikke, mens de er i Stjær. Der er altså rigtig mange, der skal aktiviseres til disse opgaver, men heldigvis har vi et sportsfestudvalg, der står for denne opgave, mens vi sørger for at selve håndboldstævnet kommer til at køre godt, slutter Annette Thorsted.

cns

Publiceret 01 June 2018 20:00

SENESTE TV