Smukfest Standard Time: I 24 timer fra torsdag til fredag blev døgnet

Smukfest Standard Time: I 24 timer fra torsdag til fredag blev døgnet "bygget op" af kreative medhjælpere minut for minut. Foto: Per Bille

Kommentar:

Smukfest 2019 - #gangdetmed40

Sjaskvådt og pivgodt, eller? Jamen, det kommer jo an på...

Kommentar Gang det med 40 er lige præcis, hvad du kan for at få et billede af vejrsituationen. Klimaforandringer eller ej, så satte skybrud på skybrud sit præg på festivalpladsen og forvandlede den med jævne mellemrum til et mudret floddelta med flydende øer af træflis, der forræderisk lignede et sted, du kunne stå tørskoet... NOT.

På KærligHeden oversvømmede de gentagne skybrud de yngste smuklinges camp. De sejeste badede i de 40 centimeter dybe vandpytter eller sejlede rundt på luftmadrasser. De knap så seje padlede hjemad.

I hvert fald 40 gange så mange skærver, stabilgrus og barkflis blev kørt ind for at udbedre vandskaderne. Topprofessionelt blev der lappet på festivalpladsen og ydet assistance til gæster i havsnød.

Truende sorte skyer var der mange af under årets Smukfest. Foto: Per Bille

Truende sorte skyer var der mange af under årets Smukfest. Foto: Per Bille

"Hvor er der en taxa?" Lød spørgsmålet i hvert fald mere end 40 gange. Godt nok ikke 40 gange så langt væk, men efter manges mening gav det mere end 40 gange så ømme fødder, at skulle tilbagelægge de godt et tusinde meter fra skoven ind til de ventende taxaer - når man altså først havde fundet ud af, hvor de var henne.

Til gengæld var shuttlebusserne mere end 40 gange mere toptunede til at klare transporten i år i forhold til sidste år, hvor politi og et - nu fyret - busselskab sørgede for en buskatastrofe.

Om det var regnen, der var skyld i, at der ikke var 40 gange så mange fuldesyge på Skovskadestuen er tænkeligt. Til gengæld var der mindst 40 gange så mange hvepse, der sørgede for travlhed blandt de barmhjertige samaritter.

Hvepse var årets helt store skurke på Skovskadestuen. Foto: Per Bille

Hvepse var årets helt store skurke på Skovskadestuen. Foto: Per Bille

Det helt store spørgsmål er så: Var du 40 gange bedre underholdt på årets festival? Sandheden er vel, at vi kommer i skoven af forskellige årsager. For nogle er det vigtigste musikken, og hvordan den bliver serveret, for andre er det festen, finurlighederne og fællesskabet, der er det vigtigste. Og set gennem de briller: For fa'en da, det var sgu 40 gange så smukt! Tak for i år Smukfest

Med venlig hilsen

Grethe Bo Madsen

Lokalredaktør - nu med #40gangesåbredtsmil

Publiceret 12 August 2019 18:00