Sofie Bøgeskov anbefaler andre med psykisk sygdom at prøve festivallivet af i lille skala:

Sofie Bøgeskov anbefaler andre med psykisk sygdom at prøve festivallivet af i lille skala: "Man kan jo altid tage hjem igen. Det er ikke et nederlag. Bare hav en plan B, hvis det alligevel ikke går," siger hun. Foto: CSJ

Psykisk syg på Smukfest:

"En stemning af kærlighed, god karma og højt humør"

Sofie Bøgeskov er med landsindsatsen EN AF OS på Smukfest for at aftabuisere psykisk sygdom. Hun bliver helt høj af at møde festivalfolket

Af
Christina S. Johansen

Smukfest Med et efternavn som Bøgeskov skulle man næsten mene, at man er selvskreven til en tur på Smukfest.

Det har dog ikke altid ligget i kortene, at Sofie Bøgeskov overhovedet skulle være i stand til at deltage på nogen som helst festival.

Hun har nemlig døjet med depression det meste af livet og har diagnosen borderline.

Men i dag er hun dog så rask, at hun er med landsindsatsen EN AF OS på Smukfest, hvor hun inviterer festivalfolket til en snak om psykisk sygdom for at aftabuisere emnet.

"Det er stadig rigtig svært at opsøge folk, men jeg ved bare, at når først jeg kommer godt i gang, så kører det bare, og så er det vildt fedt at tale med alle mulige folk. Jeg kan blive helt høj af det," siger Sofie Bøgeskov og fortsætter med et smil:

"Jo mere fulde folk er, jo nemmere er det nærmest at tale med dem. Og så er her bare en stemning af kærlighed, god karma og højt humør."

Sidste år gik det galt

Det er tredje gang, Sofie Bøgeskov er med EN AF OS på Smukfest. Sidste år gik det helt galt, fortæller hun:

"Jeg havde så meget angst, at jeg tog hjem allerede første aften. Jeg tænkte: De hader dig alle sammen, du er bare i vejen."

Det er nemlig nogle af de tanker, som Sofie Bøgeskov får, når depressionen raser.

"Det gør, at jeg nogle gange trækker mig fra andre, for jeg kan føle mig som det værste menneske, som ikke har ret til at bede om noget og bare er i vejen. Så føler jeg, at jeg forpester deres dag bare ved at være til stede. Det er en vanvittig kontrast at stå her og selv henvende sig til folk," fortæller den unge Randers-kvinde.

Det batter noget

På Smukfest uddeler EN AF OS-holdet armbånd og bolcher med teksten 'EN AF OS' og dertil masser af viden om psykisk sygdom til alle, som måtte have lyst eller behov for en snak.

"Vi laver meget oplysningsarbejde til daglig, men det er jo altid for en lukket gruppe. Her kommer vi til at tale med alle mulige forskellige folk i alle aldre. Vi når nogle, som vi ellers aldrig ville have mødt og får gjort opmærksomme på os selv og snakket en masse om psykisk sygdom. Nogle kigger også selv forbi og åbner op om, at de selv bakser med nogle ting eller har en bekendt, som har det hårdt. For nogle er det første gang, de taler om det her," fortæller Sofie Bøgeskov og fortsætter:

"Jeg er selv fra en familie, hvor vi ikke taler om psykisk sygdom, så jeg ved, hvor vigtigt det er, at kunne få lov at åbne op. Derfor føler jeg også, at det vi gør, batter noget!"

Publiceret 11 August 2019 12:45