Lukas Graham havde følelserne helt uden på trøjen

Det var med følelserne i centrum, da de danske verdensstjerner Lukas Graham optrådte for en tætpakket Bøgeskov

Af
Mathias Sonne

"Jeg står her. 30 år. På en af de mest prestigefyldte scener i verden. Og savner min far."

Sådan lød det fra forsanger Lukas Forchhammer, da Lukas Graham gæstede Bøgescenerne torsdag nat. Fremmødet var enormt, og det var forståeligt. Lukas Graham er verdensstjerner, og deres optræden på dette års Smukfest bakkede i den grad deres status op.

Se Mike Madsens fotos fra koncerten her:

Som det blev konstateret af Lukas selv, så er det 7 år siden, at gruppen spillede på Smukfest. I mellemtiden er karrieren eksploderet, og deres musik er nu verdenskendt. Dette giver selvfølgelig pres på, når man optræder, og selvom nervøsiteten blev erkendt af dem selv, så var der næsten ingen slinger i valsen. Det ene sted, hvor der var lidt bøvl med teknikken, hjalp de mange fremmødte nummeret videre, som om intet var sket.

Der blev startet dramatisk ud, hvorefter nummeret ’Take The World By Storm’ antændte samtlige fremmødte. Uanset, hvordan man vender og drejer det, så var denne optræden en musikalsk magtpræstation. Lukas Forchhammers vokal er exceptionel god, men resten af bandet skal ikke glemmes. Især Mark Falgren på trommer og Magnus Larsson på bas gjorde sig bemærket. Derudover havde københavnerne også en guitar, klaver, trombone, trompet, saxofon samt et talrigt og velsyngende kor med på scenen. Dette producerede en god blanding af pop, rock, soul og sågar også gospel, der alle fandt deres plads i de velkendte numre. Samtlige personer på scenen leverede – simplere kan det ikke siges.

”Why did we bring a choir?”

Men også selvom, bandet ikke havde leveret, skulle publikum nok have hjulpet til.

Alle sang med på alt, og til tider var det svært at høre Lukas Forchhammer for brølet fra publikum. Af selvsamme årsag benyttede gruppen sig ofte af at overlade omkvædet til publikum. Lige meget om numrene var hurtige, langsomme eller et sted midt imellem, så var folk med. Specielt i numre som ’Love Someone’, ’Drunk In The Morning’, ’You’re Not There’ og ‘Strip No More’ var lydniveauet voldsomt højt.

Gruppen skulle da også tænke sig om en ekstra gang i forhold til, om de ville forlade scenen. Efter nummeret ’Funeral’ gik bandet tilsyneladende af scenen og takkede for opbakningen. Men lidt senere trådte de ud igen og lukkede koncerten med nummeret ’7 Years’, der sammen med publikumsopbakningen gav kuldegysninger.

Lukas Graham er en af de største musikalske succeshistorier her i Danmark. De er også historien om at forblive ydmyge og levere, selvom man bliver verdensstjerner. Der blev sat tid af til at hilse på alle de fremmødte – dem der stod helt forrest, samt dem der stod så langt tilbage, at de var svære at se –, hvilket var en smuk gestus. Poetisk nok var denne optræden 7 Years under opsejling – og den var en af dette års Smukfests store musikalske oplevelser.

Publiceret 09 August 2019 11:07