Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Skanderborg i bedste halvdel

Ny idrætsundersøgelse placerer Skanderborg Kommune som nr. 39 i Danmark

idræt
Skanderborg I en ny undersøgelse om idrætsforeningernes vilkår i de danske kommuner ligger Skanderborg Kommune placeret som nummer 39 ud af 93 kommuner.

“Idrætsforeningernes vilkår - rammer og vilkår” hedder undersøgelsen, som DIF Analyse står bag. Her rangeres samtlige danske kommuner (undtagen de fem små ø-kommuner) i forhold til hinanden. Det sker på baggrund af 21 parametre inden for de fire hovedområder frivillighed, faciliteter, økonomi og idrætspolitik.

Der er tale om en gentagelse af den undersøgelse, som blev foretaget for fire år siden forud for det seneste kommunalvalg. I forhold til undersøgelsen dengang er Skanderborg Kommune kravlet 13 pladser op ad ranglisten.

Vigtigt værktøj

21. november er der kommunalvalg i Danmark. DIF’s formand, Niels Nygaard, håber, at kommunalpolitikerne vil dykke ned i undersøgelsen og finde inspiration til, hvordan de kan forbedre vilkårene for idrætsforeningerne i deres kommune.

”Denne undersøgelse er et vigtigt redskab for kommunalpolitikerne, og jeg har en forventning om, at resultaterne bliver et tema i valgkampen,” siger Niels Nygaard og fortsætter:

”Det er vigtigt, at så mange danskere som muligt oplever glæden ved at dyrke idræt. Samtidig er idrætsforeninger et kæmpe aktiv for kommunerne i forhold til blandt andet sundhed, fællesskaber og demokratidannelse”.

”Derfor er det i kommunernes egen interesse, at idrætsforeningerne har gode vilkår at fungere under. Det budskab, håber jeg, at politikerne tager med i valgkampen.”

Parametrene i undersøgelsen er en blanding af objektive, statistiske tal og subjektive bedømmelser fra tusindvis af DIF’s foreninger. Hele undersøgelsen kan findes www.dif.dk., hvor man kan se, hvordan kommunerne ligger i forhold til hinanden samt de enkelte kommuners resultater på samtlige 21 parametre.

Kapp

Publiceret: 10. November 2017 20:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg

ANNONCER
Se flere